Af Allan Luplau, formand for Djøf Privat
Seks ud af 10 virksomheder er parat til at ansætte bachelorer, viser en ny undersøgelse, som Berlingske omtaler d. 4. maj. Altså universitetsstuderende, som springer de sidste to år af uddannelsen – kandidatdelen – over.
Det vil være et skråplan at begynde at forkorte uddannelserne, Og spørgsmålet er da også, om virksomhederne reelt har behov for at få medarbejdere med dårligere kompetencer. Hvis vi ser på den virkelige virkelighed – og ikke på de nemme svar i et spørgeskema – springer to forhold i øjnene:
Bachelorerne har traditionelt været overrepræsenteret i ledighedsstatistikkerne, og med den aktuelt alt for høje ledighed for højtuddannede har bachelorerne ikke lettere ved at få og fastholde fodfæste på arbejdsmarkedet. Virksomhederne efterspørger altså ikke bachelorerne. Ser vi på den historiske udvikling, er der da også sket en markant glidning i retning af flere højtuddannede i virksomhederne, hvor andelen med den 3-årige HA falder på bekostning af den 5-årige cand.merc uddannelse. Det viser en detaljeret kortlægning, Djøf har fået foretaget på basis af Danmarks Statistiks registre af samtlige 115.000 samfundsvidenskabeligt og erhvervsøkonomisk uddannedes beskæftigelse i perioden 1999-2009. Kortlægningen viser også, at virksomhederne går endnu længere. I løbet af 10 år har de tredoblet antallet af medarbejdere med en 8-årige PhD-uddannelse.
Mindre uddannelse er ikke svaret, når Danmark skal genskabe høje vækstrater, en stærk konkurrenceevne og en sund økonomi. Det virker som om, der i den politiske debat eksisterer forestillinger om, at vi kan løse Danmarks arbejdskraftudfordringer ved at spare på uddannelserne, skære et år her og der og i øvrigt jagte de studerende hurtigere gennem studierne. Hvis danske virksomheder skal begås sig i den stadig mere vidensintensive kamp på verdensmarkederne, skal der være et stadig større vidensindhold i vores produkter og services. Ellers taber vi i forhold til både landene i vesten og i asien, som i disse år opruster helt enormt i uddannelseskapløbet.
Indlægget har været bragt i Berlingske d. 8.5.2011