Hver gang en leder får nyt job ved at sætte sig ned og skrive en ansøgning på baggrund af et stillingsopslag, er der to andre, der diskret bliver prikket på skulderen eller kontaktet af en headhunter.
Frank Jensens kammeratlige ansættelsesmetoder er måske nok i søgelyset efter irettesættelsen fra Ombudsmanden, men Københavns overborgmester står langt fra alene.
Og hvorfor egentlig også have så ondt af det? Hvorfor skal det ikke stå enhver offentlig myndighed frit for at ansætte mennesker, den på forhånd har tillid til og ved, kan klare jobbet?
Der er al mulig grund til at have ondt af det. For de uformelle ansættelser udelukker ansøgere, der måske i virkeligheden ville have været bedre til jobbet. Og fordi noget tyder på, at det attraktive prik på skulderen og den kammeratlige ansættelse har det med at gå til en mand. Derfor står de uformelle ansættelser simpelthen i vejen for, at kvinder og mænd reelt får lige adgang til chef- og lederjob.
For det er en myte, at den lave andel af kvindelige ledere udelukkende skyldes, at kvinderne ikke søger lederjob. Kvinderne søger ganske rigtigt lederjob i lidt mindre omfang, end deres mandlige kolleger. Men til gengæld viser det sig sjovt nok, at de hyppigere end mændene rent faktisk også får det job, de søger, viser Djøfs undersøgelse om køn og ledelse.
Den store udfordring ligger altså gemt i det faktum, at hovedparten af lederstillingerne aldrig bliver slået op. De bliver besat uden en egentlig ansættelsesprocedure – i en verden, hvor (mandlige) arbejdsgivere tilsyneladende langt hen ad vejen er styret af nogle vaner og ubevidste handlemønstre, der får dem til at prikke mest ihærdigt på de polstrede, maskuline skuldre.
For at sikre reelle og gennemskuelige processer omkring ansættelser i staten, i kommunerne og i regionerne burde det derfor være et klokkeklart krav, at alle karrierestillinger bliver slået op offentligt, og at ansøgningerne bliver behandlet i et bedømmelsesudvalg.
Bedømmelsesudvalgene skal altid bestå af både mænd og kvinder, så begge køn ikke alene er repræsenteret i ansøgerfeltet, men også i den gruppe mennesker, der skal vurdere og ansætte dem. Uanset om arbejdsgiveren vælger at bruge et rekrutteringsbureau - og uanset, om der er tale om ansættelse af en kontorchef i staten eller nye folk til Frank Jensen i Københavns kommune.
De kammeratlige ansættelser er ikke bare ukammeratlige. De er også uøkonomiske, fordi de er med til at udelukke halvdelen af vores bedste lederpotentiale.
Af Lars Qvistgaard, formand for Djøfs Overenskomstforening
Indlægget har været bragt i Politiken d. 23.4.2010