De tider er uigenkaldeligt forbi, hvor de offentlige budgetter stort set får lov at vokse frit, og hvor budgetoverskridelser bliver klaret med en tillægsbevilling. Gældsproblemerne i Europa og USA har for alvor sat fokus på betydningen af, at det offentlige forbrug ikke varigt kan finansieres for lånte midler.

Uanset udfaldet af valget til Folketinget vil de næste mange år byde på offentlige budgetter med meget lave vækstrater og endnu skrappere krav om, at budgetterne skal holde. I Djøf er vi meget enige i, at en sund økonomi i den offentlige sektor er vigtig for vores velstand og velfærd.

Men vi er nødt til at pege på, at vi alligevel må forvente et stærkt øget pres på de offentlige budgetter. Alene den demografiske og teknologiske udvikling vil lægge et voldsomt pres på udgifterne: Flere ældre og - i budgetmæssig sammenhæng - ressourcekrævende medborgere, en sundhedssektor, hvor flere og mere avancerede ( og dyre) behandlinger kan lade sig gøre og forventes udført - og færre erhvervsaktive til at betale. Udgiftspresset påvirkes også af de alt for omfattende og stigende antal love og regler om arbejdsgange i det offentlige, krav om mere, bedre og stærkere offentlig kontrol samt flere rettigheder til borgerne.

I den politiske retorik oplever vi en stærkt nedsættende tone om alt, hvad der har med administration at gøre. Regeringen vil finansiere håndværkerfradraget med at skære fem procent af statens administration, og SF vil fyre 4.000 kommunale chefer, akademikere og administrative medarbejdere. Men de fortæller ikke, hvilke opgaver vi ikke skal løfte eller hvilke bureaukratiske regler, de vil sløjfe. Konsekvensen bliver ringere service til borgene og virksomhederne.

Det skal anerkendes, at en god, professionel offentlig administration også er vigtig for Danmarks erhvervsliv og globale konkurrenceevne og for borgernes velfærd. Og for en effektiv offentlig sektor med en sund økonomi med budgetter, der holder.

Men i takt med en øget centralisering og strammere krav til arbejdsgange og dokumentation fra politikerne på Christiansborg og landets rådhuse er råderummet for - og tilliden til - den enkelte chef og medarbejder blevet stadig mindre. Vi har brug for politikere, der tør vende udviklingen og vise tillid til medarbejderne.

Ikke desto mindre handler et af forslagene til bedre udgiftsstyring i regeringens oplæg fra maj 2011 om, at offentlige chefer skal pålægges endnu skrappere ansvar for budgetstyringen - og om øget brug af afskedigelser ved budgetoverskridelser.

Som offentlige chefer vil vi ikke løbe fra vores ansvar. Men forslaget vil få en række bivirkninger, som efter Djøfs opfattelse ikke er i politikernes eller borgernes interesse:

- Det siger sig selv, at endnu skarpere budgetovervågning, kontrol og opfølgning kræver medarbejdere. Den stærkt omtalte djøfisering af den offentlige sektor vil kunne blive løftet op til 2. potens, hvis man truer med at lægge budgetloftrebet om halsen på alle offentlige chefer. Det vil betyde færre ressourcer til andre opgaver.

- At få de offentlige budgetter til at holde uden politiske prioriteringer nærmer sig ofte en mission impossible.

- Det kan blive meget mindre attraktivt at påtage sig ledelsesopgaven i den offentlige sektor.

- Vi vil kunne opleve et stærkt stigende fokus på såkaldte ' livsforsikringer'. Politikerne kan blive tæppebombet med notater, advarsler, redegørelser mv., der advarer mod mulige budgetoverskridelser.

- Hvis fyringsrisikoen stiger, må Djøf som faglig organisation naturligvis søge at kompensere for den øgede risiko gennem krav om højere løn og bedre fratrædelsesvilkår. Det bliver dyrere.

Truslen om at fyre er symptombehandling. En minister kan ikke løbe fra det endelige ansvar for, hvad der foregår i ministeriet. Det er lige præcis forskellen på demokrati og embedsmandsvælde.

Selvfølgelig er budgetoverskridelser et problem i en offentlig sektor, der omsætter for hundreder af milliarder. Men man løser ikke problemet med en lov, hvis den ikke følges op af politiske beslutninger og prioriteringer.

Når regeringen nu taler om øget budgetdisciplin, handler det set fra en embedsmands stol i høj grad om, at politikerne skal udvise langt større selvdisciplin og begrænse mængden af nye udgiftskrævende forslag og beslutninger. Eller blive mere skarpe på, hvordan man skal prioritere mellem de mange opgaver, den offentlige sektor løfter.

Budgetdisciplin er godt, hvis det øger det politiske ansvar for at holde budgetterne. Hvis det ikke bliver fulgt op, bliver det værre end i dag.