Akutte udfordringer og langsigtede løsninger

16.09.2011

Læg parolerne bag jer og læg blokpolitikken død. Danmark har brug for ærlige analyser og effektive løsninger, siger Djøfs formand i en kommentar til valget.


- Tillykke til Helle Thorning-Schmidt. Hun og resten af folketinget kommer på en vanskelig opgave med at vedtage langsigtede reformer, der kan genskabe Danmarks position som et af de rigeste og mest velfungerende samfund i verden. Efter valget er der brug for at lægge parolerne bag sig og indlede et konstruktivt samarbejde om ærlige analyser og effektive løsninger, der kan sætte ny gang i væksten, siger Djøfs formand Finn Borch Andersen.

- Vi glæder os til at se, at blokpolitikken for alvor bliver lagt død, for der er brug for at kombinere elementer fra såvel ”genopretningsplanen” som ”fair løsning”, hvis vi skal skabe et solidt fundament for Danmarks fremtid, tilføjer han.

Finn Borch Andersen peger på, at der er et meget stort behov for initiativer, der kan få ledige i job, så de ikke ryger ud af dagpengesystemet.

- Danmark er i den paradoksale situation, at samfundet på den lange bane kommer til at mangle arbejdskraft, mens vi lige nu har tusindvis af dygtige og kompetente ledige, der ikke kan få lov at bruge deres kræfter til gavn for virksomhederne og samfundsøkonomien.

- Vi forventer, at en ny regering sætter fart på initiativer, der kan matche ledige med virksomhederne og samtidig får indrettet arbejdsmarkedssystemet, så det bliver gearet til at hjælpe de ledige i job i stedet for rigid kontrol. Der er akut brug for at få skruet op for ordninger som løntilskud og videnpiloter, der har dokumenteret en positiv effekt på jobskabelsen, siger Finn Borch Andersen.

- Endelig er der brug for en kraftig oprustning af uddannelserne, så flere unge får en endnu bedre uddannelse. Danmark kommer på sigt til at mangle højtuddannede, alene indenfor djøf-området vil der blive mangel på 20.000 højtuddannnede, hvis man ser bare 20 år frem. Det tager tid at uddanne vores unge. Og det kræver penge at uddanne dem så godt, at Danmark kan klare sig i den internationale konkurrence," slutter Finn Borch Andersen.

Kommentér denne side Retningslinjer for brug af kommentarer

Vis ikke mit navn ved denne kommentar (dit navn vil altid være synligt for Djøf).

Din emailadresse vil ikke blive vist offentligt.


Spam-kontrol

Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Send mig en mail når der er nye kommentarer på siden.

Kommentér

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op