Ledere skal i dag kunne lede en mangfoldig medarbejderstab. Mangfoldigheden kan være forskellighed på alder, nationalitet, religion, holdning, uddannelse, kompetencer - og køn. Medarbejdernes forskellighed og deres forskellige behov skal kunne forstås og imødekommes.
Derfor er der også behov for at ledelsen er mangfoldig. Vi ved at mangfoldighed i en ledelsesgruppe giver bedre beslutninger. Mangfoldigheden er med til at sikre, at de rigtige sten bliver vendt, og at alle relevante vinkler er inddraget i beslutningsgrundlaget.
Når vi hovedsagelig rekrutterer ledere blandt den ene halvdel af talentmassen, ser vi kun det halve potentiale. Det betyder i praksis, at vi ikke bruger de kvindelige og mandlige ressourcer optimalt. Ud fra en samfundsmæssig synsvinkel er det uhensigtsmæssigt, og for den enkelte og for arbejdspladserne er det synd og skam.