Danmark er en landby uden tilstrækkelig global orientering
Flere eksperter gør op med forestillingen om, at Danmark er internationalt orienteret og pointerer, at man i Danmark er for snævert fokuseret på egne lokale forhold. Dette gælder også danske akademikere, der ligeledes er kendetegnet ved at fravælge den internationale karrierevej.
-
Djøf anbefaler, at vi i Danmark lader være at bilde os selv ind, at vi er internationale frontløbere, men i stedet fokuserer de barrierer og potentialer, der er. Dette betyder både et holdningsopgør med national selvtilstrækkelighed hos politikere, i erhvervslivet og uddannelsessystemet. Og det betyder ikke mindst ændret praksis på en række områder. Anden og tredje delanalyse i dette projekt vil konkretisere og operationalisere disse felter og komme med handlingsanvisende forslag, der skal gøre det lettere og mere oplagt at vælge en international karrierevej.
Virksomhederne i Danmark er ikke gearet til internationale kompetencer
Danske virksomheder er ikke gearet til medarbejdere med internationale kompetencer. Virksomheder mangler politik for udstationering, både hvad angår formål med udstationering, men der mangler også strategi for de medarbejdere, der vender tilbage med internationale kompetencer. Den manglende strategi for udstationering omfatter også manglende fokus på jobmulighederne for medfølgende ægtefælle/partner.
-
Djøf mener, at det er vigtigt, at virksomhederne opruster effektivt på dette område, hvis Danmark skal kunne klare sig i den globale konkurrence. Der er et stort stykke arbejde at gøre - ikke mindst for erhvervslivets ledere og organisationer.
-
På baggrund af resultaterne fra første delanalyse vil Djøf invitere relevante parter fra erhvervslivet til en drøftelse af, hvordan vi sammen kan gøre det bedre.
Danske akademikere har svært ved at klare sig på det internationale arbejdsmarked
I takt med stigende globalisering og professionalisering i internationale virksomheder, efterspørges i højere grad anerkendte kompetencer og anerkendte universiteter. I dette kapløb har de danske akademikere begrænsede muligheder for at påvise de rette kompetencer. Uddannelsespolitisk er der behov for at se nærmere på, om de enkelte uddannelsesretninger og universiteter er i stand til at markere sig på det internationale arbejdsmarked.
-
Djøf anbefaler, at myndigheder og uddannelsesinstitutioner intensiverer arbejdet med at sikre gennemsigtige kvalitetsniveauer på danske uddannelsesinstitutioner, som kan benchmarkes med udenlandske uddannelsesinstitutioner.
-
Djøf anbefaler desuden, at de danske uddannelsesinstitutioner iværksætter initiativer, der sikrer bedre image internationalt.
Der er brug for international rådgivning
Der er behov for differentieret rådgivning af danske akademikere for at sikre, at der tilvejebringes internationale kompetencer. Undersøgelsen udpeger forskellige internationale profiler, og der identificeres en række muligheder for de danske akademikere. For at forbedre de internationale kompetencer skal der ydes rådgivning tilpasset de forskellige jobprofiler.
International jobformidling kan styrke det danske arbejdsmarked og konkurrencekraft
På baggrund af de udfordringer for de danske akademikere som undersøgelsen har afdækket, er der behov for international jobformidling. Denne indsats kan medvirke til at styrke de internationale kompetencer og øge det globale udsyn.