Hold balancen - slip arbejdet i ferien

Vi har løbende fået ret til mere ferie, men mange udskyder eller får ikke brugt deres ferie. Og når den endelig bliver holdt, kan ca. halvdelen alligevel ikke slippe arbejdet. Det er skidt for balancen og øger risikoen for stress.



Knap halvdelen arbejder i ferien   

Som djøfere knokler vi på fuldt tryk i hverdagen og har svært ved at få tid nok til familie, venner og fritidsaktiviteter. Mange tager både aftener og weekender i brug for at nå arbejdsopgaverne. Så meget desto vigtigere er det at få koblet helt af i ferien. Kroppen og hjernen har ganske enkelt brug for restitution - dvs. at ''komme sig'' oven på en periode, hvor der måske har været tæret lidt rigeligt på ressourcerne.

Alligevel viser Djøfs seneste balance- og stressundersøgelse fra efteråret 2008, at op mod halvdelen af os har svært ved at slippe arbejdet, når vi holder ferie. Vi tjekker e-mails, har arbejdsmobilen tændt, læser rapporter osv. Tendensen er tydeligst blandt ledere og mere udtalt blandt mænd end kvinder. Godt 80 % af toplederne, ca. 65 % af mellemlederne og 35 % af de ''menige'' djøfere arbejder i en eller anden grad i ferierne. Ser man på køn er det halvdelen af de mandlige djøfere og 40 % af de kvindelige djøfere, der har svært ved helt at slippe arbejdet.

En miniundersøgelse foretaget af djoefbladet.dk i sommeren 2008 viser tilsvarende, at ca. halvdelen af de adspurgte djøfere skubber ferien foran sig og overfører ubrugte feriedage fra år til år.

Tilsvarende tal findes i en undersøgelse gennemført af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 i juli 2008. Næsten 90 procent af de adspurgte i Analyse Danmarks undersøgelse, at de i høj eller nogen grad trænger til at holde pause fra arbejdet og slappe af i sommerferien. Så knap halvdelen af os siger et - og gør noget andet!


Årsagsforklaringer   

Hvorfor er det så svært at slippe arbejdet, når vi endelig holder ferie? Forklaringerne er ikke nødvendigvis ens eller entydige. Nogle mener ikke, at det er et problem, at de arbejder i ferien, og føler sig måske oven i købet bekræftet i deres uundværlighed og ansvarlighed. Faktisk svarer hele 2 ud af 3 djøfere, der i nogen eller høj grad arbejder i ferier, at de synes, det er ok.

Andre følger blot chefens eksempel og vil måske ikke stå tilbage for fremtidige karrieremuligheder. Nogle kan have dårlig samvittighed over det, de ikke nåede inden ferien, og føler sig pressede til at lave det, inden de kommer tilbage til arbejde. Atter andre føler en tilfredsstillelse ved endelig at få tid til at fordybe sig i rapporter eller sager, de normalt ikke kan nå. Endelig kan der for nogles vedkommende være tale om en form for afhængighed, hvor det egentlig ikke er arbejdsgiverne, men dem selv, der ikke kan give slip.


Stressforskerne advarer   

Uanset hvad forklaringerne måtte være, er førende stressforskere enige om, at danskernes stigende tendens til at arbejde i ferien er en alarmerende udvikling, hvor vi gambler både med vores helbred, vores sociale relationer og vores arbejdsindsats. Hvis vi ikke holder ferie, og vel at mærke slipper arbejdet imens, risikerer vi en form for mental og fysisk overbelastning. Vi får ikke ladet op og giver ikke plads til den inspiration og de oplevelser, som kan gøre, at vi vender tilbage til arbejdet med nye og kreative kræfter. Samtidig fjerner arbejdet fokus fra nærværet med familie og venner, og vi øger risikoen for stress og udbrændthed.

Djøfs seneste undersøgelse indikerer dog samtidig, at der er ved at ske en holdningsændring blandt djøferne. Andelen af djøfere, der i betydeligt omfang arbejder i ferien er, næsten halveret siden 2003. Der arbejdes med andre ord fortsat i ferien men i betydeligt mindre omfang end tidligere.


Djøf mener   

Arbejdet er vigtigt og må gerne fylde meget - men ikke så meget, at det går ud over balancen mellem arbejdsliv og andet liv. Alle har behov for at koble helt af en gang i mellem, også i længere sammenhængende perioder, for at kunne restituere sig. Ellers risikerer vi, at endnu flere rammes af alvorlig og sundhedsskadelig stress. Det er ødelæggende for den enkelte og for den enkeltes sociale relationer, men det er også ødelæggende for arbejdspladsen og for samfundet som helhed.

Djøf mener, at arbejdsgiverne har et ansvar for, at der er en klar feriepolitik og en god ''feriekultur'' på arbejdspladsen. Det skal kommunikeres klart, hvem der har ansvar for hvad i ferieperioderne, og at de, der ikke ''har vagt'', bør holde helt fri. Samtidig er det vigtigt, at ledelsen går foran med et godt eksempel. Alle bør holde mindst tre ugers ferie i sommerperioden og så vidt muligt sammenhængende. Chefer bør undgå at ringe eller sende arbejdsrelaterede mails til deres medarbejdere i ferien, med mindre det er absolut påkrævet i forbindelse med en uopsættelig opgave.


 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op