Undersøgelsen er gennemført på basis af et internetbaseret spørgeskema sendt til ca. 5.300 erhvervsaktive djøfere, repræsentativt fordelt i forhold til offentlig og privat sektor, køn, alder, stillingsniveau mv. I alt er modtaget svar fra 1.905 medlemmer (svarprocent = 36 %).

Undersøgelsens hovedresultater er sammenfattet i PowerPoint-filen i boksen til højre. Her kan du desuden downloade to delrapporter om henholdsvis ledelses- og arbejdskultur på sektor- og brancheniveau samt psykisk arbejdsmiljø i undervisnings- og forskningssektoren. Endelig er der link til et radioindslag om arbejdsvilkår og psykisk arbejdsmiljø i departementerne fra P1 Orientering. En samlet rapport over hovedresultaterne er under udarbejdelse og vil snarest muligt blive lagt her på siden.

Den seneste undersøgelse bekræfter i høj grad udfordringerne ved djøfernes grænseløse arbejde. Udbredt selvledelse og muligheden for at arbejde hjemme om aftenen, i weekenderne og i ferierne ved hjælp af hjemmeopkoblinger og mobil har gradvist udvisket grænserne mellem arbejde og privatliv for djøferne. Hver tredje djøfer oplever således, at grænserne i nogen eller høj grad flyder sammen. Andelen, der er generet af de flydende grænser, er steget i forhold til de tidligere undersøgelser i 2003 og 2005.

Manglende balance mellem arbejde og privatliv – kampen for at nå det hele – er nu djøfernes stressfaktor nr. 1. Balanceudfordringen har dermed overhalet arbejdets karakter i form af tids- og arbejdspres som stressfaktor. Og udfordringen er ikke overraskende markant større for djøfere med hjemmeboende børn. Samtidig er andelen, der angiver ønske om bedre balance som medvirkende årsag til jobskifte, mere end fordoblet siden 2005. Dermed er der klare tegn på, at balanceudfordringen fylder mere i djøfernes bevidsthed end tidligere.

Djøferne arbejder i gennemsnit 42 timer om ugen, og ifølge den seneste undersøgelse arbejder hele 82 % af de fuldtidsansatte mere end 37 timer om ugen. Tilfredsheden med arbejdstiden falder markant, og balanceudfordringerne stiger tilsvarende, når den gennemsnitlige arbejdstid overstiger ”smertegrænsen” på 45 timer om ugen. Generelt arbejder ca. hver 3. djøfer mere end 45 timer om ugen i gennemsnit.

Næsten 3 ud af 4 svarer, at muligheden for at arbejde hjemme via opkobling, mobil mv. får dem til at arbejde mere, end de ellers ville gøre. Samtidig svarer 2 ud af 3, at det giver bedre balance. Dette umiddelbare ”fleksibilitetsparadoks” understreger den dobbelthed – de samtidigt eksisterende fordele og ulemper – som hjemmearbejdsmuligheden giver. Det gør det samtidig sværere selv at sætte grænserne, når egne ambitioner og kvalitetskrav (som djøferne angiver som 3. største stressfaktor) spiller ind.

Samlet set er der ingen markante forskelle, når man sammenligner den offentlige og den private sektor. Men der er store interne forskelle i de to sektorer. I nogle brancher og delsektorer er arbejdstiden f.eks. markant højere. Det gælder i politi- og retssektoren, i departementerne, i industri- og produktionsvirksomheder og i advokatbranchen. Samtidig oplever man i navnlig advokatbranchen, departementerne og politi- og retssektoren, at fleksibiliteten er begrænset. Helt konkret er muligheden for at arbejde hele eller halve dage hjemme – f.eks. i forbindelse med børns sygdom – langt mindre og balanceudfordringerne dermed tilsvarende større. Andre steder har man, trods høje arbejdstider, langt større fleksibilitet. Det gælder f.eks. i industri- og produktionsvirksomhederne, hvor stressniveauet samtidig er forholdsvis lavt.  

Som noget nyt kan vi dermed se, at djøfernes balanceudfordringer ikke entydigt har samme karakter, årsager eller løsninger. Graden af fleksibilitet – den ansattes mulighed for selv at planlægge, sætte grænser og tilrettelægge arbejdsdagen – er helt afgørende for oplevelsen af balanceudfordringer og stress.

Det er fortsat hver 10. djøfer, der inden for de seneste tre år har været sygemeldt pga. stress. Samtidig er det fortsat ca. hver 4. djøfer, der føler sig generet af stress i hverdagen. De mest stressramte er i den forbindelse de 40-49 årige, kvinder, mellemledere, djøfere med hjemmeboende børn og ansatte i advokatbranchen.

Som noget nyt har vi i den seneste undersøgelse også spurgt til de kliniske/adfærdsmæssige symptomer på stress. Her viser det sig, at hele 75 % af djøferne har oplevet mindst et af de alvorlige symptomer på stress inden for det seneste halve år, og over halvdelen har oplevet mindst tre af symptomerne. De hyppigste er træthed, søvnbesvær, nedprioritering af sociale relationer, spændingshovedpine og smerter samt hukommelses- og koncentrationsbesvær.

Når over halvdelen oplever mindst tre af disse symptomer, og det samtidig kun er hver fjerde, der angiver, at de er generede af stress, er der noget der tyder på, at djøferne har en tendens til at undervurdere deres eget stressniveau. Vi ignorerer eller accepterer i mange tilfælde kroppens og hjernens symptomer på stress – og er måske endda begyndt at betragte stress som et ”grundvilkår” eller en normaltilstand. En stærk bekymrende tendens, der på sigt kan føre til, at endnu flere overser egne faresignaler og går ned med stress.

Djøferne er vant til – og trives i stor udstrækning med – at have stor indflydelse på eget arbejde og er generelt klædt godt på til selv at kunne prioritere arbejdsopgaverne. Selvledelse er med andre ord et meget udbredt fænomen for hovedparten af djøferne. Selvledelse indebærer imidlertid ikke et reduceret behov for ledelse. Det stiller tvært i mod store kvalitative krav til ledelsen i forhold til at udstikke klare mål, rammer og retning for de selvledende medarbejdere. Ellers kan selvledelse bidrage til øget stress.

Ledelsens egen adfærd har samtidig stor betydning for arbejdskulturen og det psykiske arbejdsmiljø. Her giver undersøgelsen klare indikationer på, at en ikke ubetydelig del af djøfernes udfordringer i forhold til stress, balance og psykisk arbejdsmiljø bunder i utilstrækkelig ledelse. Ca. halvdelen af djøferne oplever slet ikke eller kun i mindre grad:

• at der er opsat klare mål og prioriteringer for deres arbejde
• at de får hjælp fra nærmeste leder til prioritering, når der er for mange opgaver
• at kvalitetskravene fra nærmeste leder er klare
• at lederen er god til at håndtere konflikter
• at lederen er et positivt foregangseksempel i forhold til balance mellem arbejde og privatliv

Igen er der dog betydelige forskelle brancher og delsektorer imellem, som nærmere beskrevet i delrapporten om arbejds- og ledelseskultur samt delrapporten om arbejdsmiljø i undervisnings- og forskningssektoren.

Den seneste balance- og stressundersøgelse giver klare indikationer på, at overarbejds- og karrierekulturen blandt djøferne stortrives i navnlig nogle sektorer og brancher. Det gælder ikke mindst i departementerne, i advokatbranchen og i politi- og retssektoren. Her angiver ca. 70 %, at det i betydelig grad er karrierefremmende at arbejde meget. Andre steder – f.eks.i forsikrings- og pensionsbranchen, interesseorganisationer og kommuner – er dette langt mindre udbredt (under 50 %).

Samtidig oplever over halvdelen af djøferne i de udprægede karrierekulturer et pres fra lederen til at arbejde mere, end de ønsker, og mere end hver fjerde føler sig også i nogen eller høj grad også presset af kolleger. Det indebærer, at det nogle steder kan have direkte negativ indvirkning på karrieren, hvis man på individuel basis siger fra og sætter grænser (som ellers er et af de gængse råd til forebyggelse af stress).

Det skaber nogle grundlæggende dilemmaer for den enkelte, som understreger behovet for, at arbejdskulturen adresseres kollektivt og med klar ledelsesopbakning – inklusiv i form af belønningsstruktur og ledernes egen adfærd.

Dertil kommer, at der i samme brancher er en markant mere udtalt nulfejlskultur. I departementerne svarer under 1 % f.eks., at der slet ikke findes en nulfejlskultur på deres arbejdsplads. Kombineret med højt arbejdspres, stor uforudsigelighed og lange arbejdsuger er en hel palet af negative faktorer i forhold til stress og balance til stede på samme tid.

Endelig viser undersøgelsen, at det udprægede konkurrencemiljø i nogle sektorer bidrager negativt til det psykiske arbejdsmiljø. Det gælder f.eks. i undervisnings- og forskningssektoren, hvor der er skarp konkurrence om opnåelse af fastansættelser, forskningsmidler mv., og i advokatbranchen, hvor der er konkurrence om størst indtjening og opnåelse af partnerstatus.

Generelt set ser det ikke ud til, at den samlede vurdering af djøfernes psykiske arbejdsmiljø er ringere end ved de tidligere undersøgelser. Det er fortsat kun ca. 40 % af djøferne, der mener, at de i høj grad har et godt psykisk arbejdsmiljø.

Generelt er andelen, der i høj grad har et godt psykisk arbejdsmiljø, lidt højere blandt de privatansatte end blandt de offentligt ansatte. Der er dog igen store interne forskelle i de to sektorer. Navnlig i undervisnings- og forskningssektoren tyder det på, at der er betydelige udfordringer i forhold til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø (jf. delrapporten om netop denne sektor). Her mener under hver fjerde djøfer, at de har et godt psykisk arbejdsmiljø.

Omvendt har man tilsyneladende fat i den lange ende i forsikrings- og pensionsbranchen, hvor næsten 6 ud af 10 i høj grad er tilfredse med arbejdsmiljøet. Og i den offentlige sektor ser man den største tilfredshedsgrad blandt de kommunalt ansatte djøfere. Sidstnævnte er ikke mindst interessant i lyset af, at hovedparten her samtidig har været påvirket af kommunalreformen.

Mobning er et overraskende og foruroligende udbredt fænomen blandt djøferne. Hver 6. djøfer har personligt været udsat for mobning inden for de seneste 3 år, heraf halvdelen i nogen eller høj grad. Andelen er i øvrigt steget siden 2005.

Djøf mener, at der skal sættes fokus på at ændre de holdninger og den adfærd, som i dag forårsager ubalance, stress og et dårligt psykisk arbejdsmiljø på alt for mange af djøfernes arbejdspladser. I dag betragtes stress, balanceudfordringer og manglende trivsel i for høj grad som et individuelt problem og dermed et individuelt ansvar. Djøf mener, at der skal sættes øget fokus på det kollektive ansvar. Det kræver en indsats på flere niveauer.  

• Psykisk arbejdsmiljø bør prioriteres på mindst samme niveau som fysisk arbejdsmiljø i regeringens strategier, handlingsplaner, allokering af forskningsmidler mv. Det er desværre ikke tilfældet i dag.
• Balanceudfordringen kræver politisk handling, herunder at en række af familie- og arbejdslivs-kommissionens anbefalinger kommer ud af den politiske ”syltekrukke”. Det gælder f.eks. udbygning af legalt hjemmeservicemarked, reel afskaffelse af lukkedage (og uger) samt mere fleksible åbningstider (pasningsordninger, servicetilbud mv.), der afspejler overgangen fra industrisamfund til videns- & servicesamfund. 
• Det er uforsvarligt, hvis djøferne presses til at arbejde mere, end de allerede gør. Vi skal bl.a. have kritisk fokus på plustidsaftaler i det offentlige i forhold til påvirkning af arbejdskulturen.
• Problemer med psykisk arbejdsmiljø, balance og arbejdsrelateret stress skal tages alvorligt og betragtes som et kollektivt problem, hvor ledelsen på den enkelte arbejdsplads har et centralt ansvar for i samarbejde med medarbejderne at iværksætte tiltag til at forebygge og tage hånd om problemerne. Alle arbejdspladser bør have og i praksis gennemføre en stresspolitik. Stresspolitikken kan med fordel kombineres med en balance-/ familiepolitik. Der skal samtidig lægges særlig vægt på det psykiske arbejdsmiljø i forbindelse med de lovpligtige arbejdspladsvurderinger (APVer).  
• Krav om hurtig tilbagevenden efter sygemelding er ikke hensigtsmæssig ved alvorlig stress. 
• På arbejdspladsniveau er ledelsen i høj grad ”kulturbærende”. Bedre balance og psykisk arbejdsmiljø handler både om viden og adfærds- og holdningsændring. Grundviden om psykisk arbejdsmiljø, stress og konflikthåndtering bør indføres som obligatorisk element i lederuddannelser. 
• Den nuværende grad af mobning blandt djøferne er uacceptabel. Mobning skal sættes på dagsordenen både politisk og på arbejdspladsniveau. 

Helt konkret arbejder Djøf for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø og sætte fokus på balanceudfordringer og stress gennem repræsentation i Arbejdsmiljørådet, Det Permanente Vejledningsudvalg (hvor f.eks. APV-vejledninger godkendes) og Arbejdsmiljøforskningsfonden. Djøf er desuden løbende i dialog med Arbejdstilsynet og relevante branchearbejdsmiljøråd (BARer). Djøf markerer viden og holdninger i presse og fagblade, og endelig holder Djøf en lang række oplæg, medlems- og klubarrangementer samt tilbyder individuelle samtaler og sparring om balance, stress og psykisk arbejdsmiljø.