Fase 1: Karrieren er ny

03.06.2009

Du er nyuddannet eller har valgt en ny karriere og skal finde fodfæste.


Fasen er karakteriseret  ved: 

  • Du er enten nyuddannet og i dit første job som akademiker. Det er nok ikke mere end et par år siden, du blev færdig.

Eller du kan have valgt at starte på en ny karriere - måske ved at skifte arbejdsplads, branche eller til et lederjob. Din jobmæssige hverdag har i hvert fald ændret sig og du skal igen til at finde fodfæste på et eller flere arbejdsmæssige områder.

  • Som nyuddannet har du nok næppe villa, vovhund og Volvo endnu, men derfor er der ingen, der siger, at du er single. Dit liv uden for arbejdspladsen kan være karakteriseret på mange forskellige måder. En afgørende faktor er måske din alder.

Er din karriere ny, fordi du har skiftet arbejdsplads eller titel, er det nok endnu sværere at sige noget om, hvordan den private del af dit liv ser ud. Vigtigst er det måske også, at du har behov for at den private del af dit liv støtter op omkring dig, indtil du finder fodfæste i det nye job.

Livsfasen er symboliseret ved farven grøn.

De grønne

En god start på arbejdsmarkedet er afgørende. Der skal i forbindelse med enhver nyansættelse derfor ske en introduktion til arbejdspladsen og en oplæring af medarbejderen, der sætter ham eller hende i stand til at varetage jobbet.

Det er en fælles opgave mellem nyansat og arbejdsgiver at sikre, at den nyansatte finder fodfæste på arbejdsmarkedet og i virksomheden, således at oplevelsen af 'at slå til' hurtigt indfinder sig. Opbygningen af sociale og faglige netværk giver den nyansatte adgang til personlig og faglig udvikling. Den nyuddannede vægter i højere grad at få foden indenfor frem for, hvilke løn og ansættelsesvilkår man tilbydes i det første job.

Der er behov for at den ansattes kvalifikationer og faglige kompetencer fortsat matches i forhold til jobindhold og stillingsbetegnelse. Relevant faglig efteruddannelse er en forudsætning for medarbejderens udvikling og virksomhedens tilbud om kompetenceudvikling skal være brede og give mulighed for langsigtede karrieremål. Det gælder uanset, om man er ny i jobbet eller ny på arbejdsmarkedet.

Samtidig er det væsentligt, at den nyuddannede får mulighed for at leve et aktivt liv uden for arbejdspladsen, hvor der er plads til venner og fritidsinteresser.

Djøf varetager dine interesser ved at:

  • Djøf sætter fokus på kompetenceudvikling, internationale karrieremuligheder og stress for at påvirke dine muligheder i en positiv retning.

  • Djøf arbejder for, at dine løn og ansættelsesvilkår er de bedst opnåelige. Det er en forudsætning for, at du som nyansat kan få en fornuftig start på arbejdsmarkedet.

  • Djøf understøtter dig i den faglige afklaring og i at få adgang til relevante netværk og mentorordninger.
 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op