Lederen udvikler sig gennem praksisrefleksion

19.02.2010

En leder skal kende sine styrker og svagheder. Det kræver, at hun eller han formår at reflektere over den daglige praksis og sine egne skiftende roller heri


Management kan betragtes som et fag, der kan læres og udvikles på linje med andre fag. Leadership kræver konstant praksisrefleksion suppleret med feedback, sparring og coaching fx. i netværk og relevant efteruddannelse. En leder skal både have kompetencer i management og leadership.

Medarbejdere, ejere, politikere og andre interessenter stiller store krav til deres ledere. Krav om bundlinje, effektivitet, medarbejdertilfredshed, kvalitet, krisehåndtering etc. Derfor er der stort pres på lederen.

Forskellige lederroller kræver forskellige lederkompetencer. Kriseledelse kræver fx. evne til grænseoverskridelse og innovation. Nogle lederroller kræver mere management, andre mere leadership. Fælles for alle lederroller er imidlertid nødvendigheden af, at lederen kender sig selv for at kunne lede andre. Praksislæring er derfor også personlig udvikling. En leder skal således have personligt mod og drive for at kunne udvikle sig som leder. Det er helt væsentligt.

De fleste ledere kan se ideen i at sende medarbejderne på kursus og afsætter tiden og ressourcerne til, at de får udviklet deres kompetencer. Det er vigtigt, at lederen også husker sig selv i den daglige prioritering af arbejdsopgaverne. En idé er at sætte tid af i kalenderen til den nødvendige refleksion og coaching. Relevante refleksionspunkter kunne være kontrol og delegering. Tør jeg slippe kontrollen og delegere ansvar? I hvilke situationer og med hvilke risici og fordele?

Investering i nuværende og kommende ledere er afgørende for virksomhedens succes. Lederen skal derfor have rum og ressourcer til at udvikle egne ledelseskompetencer.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op