Lederen må altid være sig sin magt bevidst og udøve den i overensstemmelse med det ansvar den indebærer. Det asymmetriske magtforhold bliver fx. synligt i konflikter om prioriteringer, ressourcer og personalemæssige beslutninger.
I sidste ende er det altid lederen, som bestemmer, og som har ansvaret. Sådan skal det være, og lederen må ikke skabe en illusion om det modsatte. Det er dog væsentligt, at lederen også er i stand til at kode begrænsningerne af sin magt af og er bevidst om dem. Lederen skal fx. også være i stand til at håndtere uformel magt. Magt etableres både oppefra, nedefra og i forhold til omgivelserne.
Magtforholdet mellem ledere og medarbejdere er dog altid asymmetrisk. Man kan tilstræbe lighed i sin daglige ledelse, men det endelige ansvar ligger hos lederen. Ansvaret gælder såvel fagligt som med hensyn til løn og ansættelsesvilkår.
For at magten kan udfoldes konstruktivt, må den bygge på tillid. Tilliden opbygges ved at lederen lever op til sit ansvar og afstår fra at træffe beslutninger på baggrund af irrelevante følelser og motiver samt usaglige personlige sympatier eller antipatier.
Og godt lederskab fordrer godt følgeskab. Medarbejderne skal vælge at følge dig. Du kan ikke piske dem til det.
Det er en konsekvens af djøfernes fleksible arbejdsformer, at en stor del af arbejdsopgaverne løses ved selvledelse. Der er i stigende grad et fokus på, at opgaven bliver løst og resultatet nået frem for, at lederen går i detaljer med spørgsmål som ''hvem'', ''hvad'' og ''hvornår''. Da medarbejderen samtidig ofte vil være den person, der har den største faglige indsigt, kan selvledelse i mange tilfælde være den ledelsesform, der udnytter ressourcerne bedst.
Selvledelse stiller krav til både leder og medarbejder. For lederen betyder selvledelse ikke, at det formelle ansvar er fraskrevet, og selvledelse må aldrig blive et letkøbt alternativ, når ressourcerne er for knappe. Samtidig skal medarbejderen kunne løfte det ansvar, der gives og selv være bevidst om de grænser og vilkår, der er lagt for opgavens udførelse. Derfor kommer opgaveløsningen nødvendigvis til også at foregå i et samspil og dialog med den leder, der formelt er ansvarlig for resultatets brugbarhed.