Der er mange myter og fordomme om mandlige og kvindelige ledere - og om årsagerne til, at andelen af kvindelige ledere i Danmark fortsat er så lav. Faktisk så lav, at vi ifølge EU-Kommissionens tal fra 2007 ligger på en pinlig 23. plads blandt 25 EU-lande. En rapport fra Djøfs taskforce om Køn & Ledelse fra oktober 2008 gør op med en række af disse myter - bl.a. med udgangspunkt i en medlemsundersøgelse blandt djøfere i den såkaldt chefmodne alder (35 - 55 år).
Djøf-rapporten om Køn & Ledelse viser, at forklaringen om, at kvinderne selv fravælger ledelse, ikke holder. Faktisk har næsten 70 % af Djøf-kvinderne lederambitioner - helt på niveau med mændene. Til gengæld vælger mange kvinder, og navnlig dem med mindre børn, at udskyde en lederkarriere til senere. Det er der nu også en del (men dog færre) mænd, der gør.
Rapporten viser også, at der også er grund til at gøre op med forestilling om, at det udelukkende er en objektiv vurdering af kvalifikationer, der tæller, når lederstillinger skal besættes. En række internationale undersøgelser dokumenterer, at kvinders faglige kvalifikationer ubevidst vurderes ringere end mænds.
Djøfs egen undersøgelse viser samtidig, at hovedparten - faktisk 2/3 - af djøfernes nuværende lederstillinger er besat på anden vis end ved åbne, formelle stillingsopslag. De fleste har fået deres lederstillinger ved intern forfremmelse, opfordring til at søge eller ved at blive headhuntet. Altså umiddelbart mindre transparente processer, hvor risikoen for, at vaner og ubevidste faktorer spiller ind, er større.
Forklaringen om, at den lave andel af kvindelige ledere blot skyldes, at kvinderne ikke søger, holder dermed heller ikke. Selvom Djøf-kvinderne søger i lidt mindre grad end mændene, får de til gengæld i højere grad de lederjobs de søger. Men som sagt besættes kun 1/3 af lederstillingerne efter ansøgning.
Helt grundlæggende mener Djøf, at alle er bedst tjent med, at man udnytter de bedste ledertalenter, uanset køn. Eller sagt omvendt: Det er et samfundsmæssigt problem, hvis man i praksis udelukker en stor del af den samlede talentmasse - kvinderne - fra lederstillingerne.
Læs mere om køn og ledelse og om Djøfs konkrete anbefalinger i rapporten "Vi kan ikke bare vente". Rapporten finder du øverst til højre på denne side, sammen med en række øvrige relevante rapporter og links.