Erik Jylling, formand for AC, Bent Hansen, formand for Danske Regioner, Finn Borch Andersen, forbundsformand for Djøf, Bente Sorgenfrey, formand for FTF, Erik Fabrin, formand for KL, Harald Børsting, formand for LO skriver:
For at overleve må private virksomheder hele tiden opfinde nye serviceydelser, forbedre arbejdsgange og flytte sig, i takt med at kunderne bevæger sig.
Men gælder behovet for innovation kun det private erhvervsliv? Nej. Den offentlige sektor har også brug for at inddrage de nyeste metoder til at skabe den bedst mulige service og velfærd til borgerne. Det drejer sig f. eks. om systematisk at bruge medarbejdernes og borgernes ideer til at forbedre arbejdsgangene. Eller om at omsætte forskning og teknologi til god praksis.
Men desværre nævner innovationsloven i dag ikke den offentlige sektor med ét ord. Selv om regeringen allerede i globaliseringsaftalen fra 2006 gjorde det til sin ambition, at både virksomheder og offentlige institutioner skal være blandt de mest innovative i verden.
I dag førstebehandler Folketinget imidlertid et forslag fra R, S og SF om, at innovationsloven også skal have til formål at understøtte offentlig innovation. AC, Danske Regioner, Djøf, FTF, KL og LO støtter både regeringens ambition om, at Danmark skal være blandt de mest innovative i verden, og oppositionens forslag om at ændre loven.
Formålet med innovationsloven er i dag alene at skabe innovation i erhvervslivet. Det er vigtigt, men kan ikke stå alene. Det offentlige oplever mangel på arbejdskraft og stigende forventningspres fra borgerne. Det øger kravene til nyskabelser og vidensspredning.
Og netop det kan innovationslovens forskellige ordninger bidrage til.
Regeringen har da også taget det første skridt ved at give ErhvervsPhD-ordningen offentlige midler fra 2010. Nu håber vi, at et bredt flertal i Folketinget tager skridtet fuldt ud og afsætter midler, så den offentlige sektor kan få gavn af alle lovens ordninger.