Innovationspolitik - et Djøf indsatsområde

Djøf arbejder politisk for at skabe bedre rammer for, at medarbejdere og ledere kan omsætte idéer til værdi for borgere, brugere og kunder.


Djøf kritik af regeringens innovationspolitik

Siden 2006 har Djøf arbejdet intensivt på at modernisere regeringens hidtidige syn på innovation. Den første udgave af regeringens 3 mia. kroners innovationshandlingsplan fra februar 2007 bar stærkt præg af, at mange af ordningerne historisk har rod i gammeldags statsstøtte til teknologiudvikling af fysiske produkter i fremstillingsindustrien. Handlingsplanen pegede kort sagt mere bagud end fremad.

Djøf rejste den konstruktive kritik, at innovationspolitikken skulle have langt mere fokus på dels servicebranchen, dels på den offentlige sektor. Begge dele er blevet hørt. I løbet af 2008 har Rådet for teknologi og Innovation udarbejdet nye strategier for både innovation i service samt for innovation i den offentlige sektor. Djøf har været meget aktivt involveret i forarbejdet til begge strategier.

Strategi for Innovation i service

I dag udgør servicesektoren over 70 procent af den samlede økonomiske aktivitet i Danmark. Mere end 8 ud af 10 nye jobs skabes i service. Danmark er ikke længere et landbrugs- eller industriland, men et vidensbaseret servicesamfund. Derfor handler innovation ikke kun om nye teknologiske produkter. Ofte tager innovation udgangspunkt i kendt viden eller teknologi, der kombineres på nye måder. Innovation handler først og fremmest om medarbejderne i virksomhederne, der skal kunne omsætte idéer til brug inden for organisation, ledelse, processer, varer og tjenester. Det må innovationspolitikken tage langt større bestik af, har Djøfs budskab vedholdende været til regeringen.

Som eneste lønmodtagerorganisation har Djøf deltaget i en arbejdsgruppe under Videnskabsministeriet, hvor vi i samarbejde med Dansk Erhverv, Finansrådet og Dansk Industri har forberedt en ny strategi for innovation i service. Arbejdsgruppen har gennem en ny, stor survey blandt servicevirksomhederne dokumenteret, at servicevirksomhedernes foretrækker djøfere, når der skal udvikles nyt. Det bruger 2 ud af 3 servicevirksomheder djøfere til. Og servicevirksomhederne efterspørger især mere vidensudveksling og forskning indenfor djøfområder som fx privat-offentligt samspil, ledelse og organisationsudvikling. Det skal den nye strategi for serviceinnovation naturligvis afspejle. Fx gennem flere ErhvervsPhD'ere og videnpiloter på djøfområderne. Du kan læse den samlede servicestrategi ved klik i højre side.

ErhvervsPhD'ere i den offentlige sektor

Djøf har siden 2006 arbejdet for, at den offentlige sektor også får adgang til de mange innovationsstøtteordninger, der i dag i innovationslovgivningen alene er forbeholdt erhvervslivet. Det har fx været en Djøfmærkesag at få gennemført ErhvervsPhD'ere i den offentlige sektor. Det er nu gennemført med virkning fra 2010.

Strategi for innovation i den offentlige sektor

I 3-partsaftalen af 17. juni 2007 forpligtede regeringen sig til, at indsatsen under Videnskabsministeriet for videnspredning og innovation i erhvervslivet ligeledes skal understøtte innovation i det offentlige.

Djøf har sammen med KL, Danske Regioner, LO, AC og FTF udarbejdet en strategi herfor i samarbejde med Rådet for Teknologi og Innovation.

Du kan læse pjecen ved klik på link i højre side.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op