Etablering af eliteuddannelse må ske med forståelse for den konkurrencesituation, som de danske universiteter befinder sig i. Der findes som bekendt eliteuddannelser og eliteinstitutioner i udlandet, som naturligt vil virke tiltrækkende på en række studerende. Etableringen af danske eliteuddannelser, skal både være tiltrækkende for disse studerende, og meget gerne også kunne tiltrække studerende fra udlandet, så Danmark får andel i den totale talentmasse i den globale verden. Det er imidlertid ikke realistisk med de store økonomiske forskelle mellem danske universiteter og fx Harvard og Oxbridge.

Med dette in mente er det forstemmende at kaste et blik på den nye nationale tilgang til forslaget om eliteuddannelser. I aftalen om globaliseringsmidlerne er der afsat 25 mio. kr. til at finansiere eliteforløb på universiteterne, hvilket er helt utilstrækkeligt, såfremt man ønsker at arbejde seriøst med udvikling af eliteuddannelser. Dette gælder i særdeleshed på det samfundsvidenskabelige område, hvor taxameteret i forvejen er meget lille og dermed halter området også mest bagud i international sammenligning. Tilsvarende skal den enkelte studerende have et økonomisk fundament, der gør det muligt at anvende den fulde arbejdsindsats inden for rammerne af en kontrakt om en eliteuddannelse.

Djøf finder, at regeringens udspil om eliteuddannelse ved at have et ringe økonomisk fundament og være organisatorisk usammenhængende med det øvrige universitetsuddannelsessystem, ikke evner at imødekomme helt fundamentale universitære og samfundsmæssige hensyn. Regeringens udspil ignorerer således afgørende forhold som eliteuddannelsernes overordnede samfundsmæssige relationer, herunder mulighederne for interaktion med den øvrige uddannelsesmæssige kontekst. Konsekvensen er, at eliteuddannelsernes mulighed for på en gang at stimulere den enkelte studerende, imødekomme samfundets vidensbehov og have gunstig afsmittede effekt på det øvrige universitetsuddannelsessystem tabes på gulvet.