Detailstyring er ved at knække den offentlige sektor. Stadig flere regler, proceskrav og indberetningsforpligtelser tynger de offentligt ansatte ned. Det går ud over arbejdsglæden og kvalitetsudviklingen. Og det flytter ressourcer væk fra kerneopgaven: Servicen til borgerne og virksomhederne.
Desværre er regeringens løfter om en afbureaukratiseringsreform med finanslovsaftalen erstattet af løse hensigtserklæringer om at udarbejde handleplaner.
Vi troede, at alle - også politikerne - var enige om behovet for et hurtigt sporskifte. Så hvorfor lade udviklingen fortsætte i den gale retning? Derfor kan der være god grund til at betragte en ny regels anatomi:
Første fase. Noget går galt
Det begynder i morgenaviserne: En borger er blevet svigtet i den personlige pleje. En patient er blevet nægtet erstatning. Eller et landbrug har lukket gylle ud i en å. Èt eller andet er gået alvorligt galt. Der er kort sagt sket en fejl, og medierne har udfyldt en vigtig rolle ved at afdække den.
Denne mekanisme ses igen og igen. Det handler ikke så meget om, hvem der skriver artiklen, hvem der i opposition, eller hvem der har regeringsansvaret.
Det handler om, at journalisten, oppositionens ordfører og ministeren hver især udfylder vigtige roller i vores demokrati. Som positivt betragtet sikrer opmærksomhed på den offentlige sektors virke og parathed til nødvendige ændringer. Og hver enkelt ny regel er derfor som oftest velbegrundet - eller i hvert fald velment.
Regler virker billige men koster dyrt
Desværre forsyner denne 3-delte mekanisme løbende den offentlige sektor med stadig flere regler, mistillid og kontrol, som tilsammen giver administrative byrder af et omfang, som politikerne næppe har overblik over. Når en ny, velment regel hastigt indføres, er der sjældent tænkt længe over, hvordan den mon samlet kommer til at virke i sammenhæng med de mange andre eksisterende regler. Om reglen kunne være indrettet anderledes, så den var nemmere at administrere. Eller om reglen overhovedet er en garanti for, at den fejl, som satte processen i gang, ikke kan ske igen. Om det måske var noget helt andet end en ny regel, der skulle til?
Her er problemet blot, at alternativerne til nye regler og dokumentationskrav tit er meget langsommere og dyrere end en ny regel.
Skyldes den konkrete fejl, at der mangler regler? Eller kunne det eventuelt skyldes, at den offentlige ansatte havde for lidt tid til opgaven? Ikke var uddannet tilstrækkeligt? At der var problemer med arbejdsmiljøet? At ledelsen ikke havde kunnet give klare retningslinjer - fordi de politiske mål var uklare og modsætningsfyldte? Og var det måske så ikke mere sandsynligt, at en indsats for efteruddannelse, bedre arbejdsmiljø eller klarere arbejdsdeling mellem forvaltning og politikere ville være bedre midler end fx et nyt kontroltiltag?
Sikkert - men alle disse alternativer er dyrere, langsommere og mere diffuse end en ny regel, der i sammenligning forekommer politikerne billig og hurtig. Derfor får vi hele tiden flere regler. Og selv om de fleste kan blive enige om, at den samlede byrde af alle reglerne er for voldsom, kan det være vanskeligt at finde helt overflødige regler, der bør afskaffes. Fordi hver enkelt regel som nævnt - isoleret set - er tænkt at tjene et fornuftigt formål.
Djøferne rammes 3 dobbelt
Offentligt ansatte djøfere bliver ramt af regelmøllen tre gange:
Når mediestormen rusker i ministeren, får vi under et gevaldigt tidspres den utaknemmelige opgave at opfinde en ny regel - ''Det må ikke koste noget, og det skal gå stærkt!''. Dernæst skal vi sammen med vores kolleger selv leve med den nye administrative byrde, reglen medfører. Og til sidst skal vi så skældes ud for, at reglen er indført.
Det er vi djøfere rent ud sagt dødtrætte af!
Derfor er det vigtigt for Djøf, at regeringens løfter om en afbureaukratiseringsreform fører til en reel, varig reduktion af de administrative byrder. Vi har brug for en mekanisme, som også varer ved, når den politiske opmærksomhed ikke længere er fokuseret på afbureaukratisering.
Djøf har derfor stillet et konkret forslag om konsekvent at tydeliggøre for politikerne, at det faktisk ikke er gratis at lade regelmøllen snurre. Der er en pris i form af administrative byrder at betale. Derfor skal der gøres en systematisk indsats for at opgøre og reducere de administrative byrder allerede før en ny regel vedtages.
En systematisk måling af de administrative byrder allerede i forbindelse med reglens behandling i Folketinget vil have to klare fordele:
Forbedringer af lovkvaliteten
For det første kan Folketinget forbedre lovarbejdet ved at indarbejde forslag til regelforbedringer allerede inden loven vedtages. For måling af de administrative byrder kræver, at man må tale med de medarbejdere i kommuner, regioner og stat, der skal administrere loven i praksis. Det er medarbejderne, der ved, hvor skoen trykker. De vil helt sikkert kunne pege på ændringsforslag, hvis det er nødvendigt. Det kunne f.eks. være at indrette loven, så den fra begyndelsen er forberedt på en digitalisering af sagsgangene. Eller andre forbedringer, der vil gøre det lettere at efterleve loven, uden at formålet med den nye lov forspildes. Eller påpege, at det nye tiltag måske modarbejder andre love og regler, medarbejderne også skal følge.
Tankegangen og teknikken er for så vidt allerede kendt fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, der gennem flere år har arbejdet på at måle og reducere lovgivningens administrative byrder for erhvervslivet. Og der er allerede på forsøgsbasis udviklet en tilsvarende metode, der kan bruges i den offentlige sektor.
Politikerne må betale når de bestiller
For det andet vil en systematisk måling af de administrative byrder også have den anden fordel, at folketingspolitikerne vil få lettere ved at huske at betale regningen, når de beslutter sig for mere administration. For hvis man måler administrationsbyrden systematisk, vil kommuner, regioner og ministerier også få betaling for administrative meromkostninger. I dag sker det slet ikke systematisk - og når det sker, er det ofte baseret på skøn.
Den manglende systematik betyder i dag, at medarbejderne i kommuner, regioner og stat ofte oplever, at de ikke har fået de ekstra ressourcer, der skal til for at udføre nye administrative opgaver. Det kan give frustration, da administrationen så risikerer at tage tid fra kerneopgaven - f.eks. plejen af de ældre og undervisning og pasning af børnene. En systematisk måling af de administrative konsekvenser af ny lovgivning vil synliggøre prisen for nye regler. Det vil bidrage til minimere byrderne af ny lovgivning og dermed give bedre plads til at udvikle kvaliteten af den offentlige sektors ydelser - til gavn for borgere og virksomheder.
For erhvervslivet er regeringens målsætning at måle og reducere de administrative byrder, lovgivningen lægger på virksomhederne, med 25 procent. Nu foreslår Djøf altså systematisk at indføre noget tilsvarende for al lovgivning, der påfører den offentlige sektor administrative byrder. Formålet er bedre kvalitet til borgerne og større arbejdsglæde for de offentlige ansatte.
Lad os få en forpligtende og konkret målsætning for reduktion af den offentlige sektors egne administrative byrder.