02.01.2014

Hvordan er det at arbejde i Djøf?

 Benjamin Vindum
Benjamin Vindum, konsulent, ansat 2011:

”I Djøf samles man om at yde den bedste service til medlemmerne, hvilket er utroligt motiverende at være en del af.  Medarbejderne i Djøf er meget engagerede, og man mærker en stor opbakning fra ens kolleger”.

Mette Foli 
Mette Foli, marketingkonsulent, ansat 2010:

”Det gode ved Djøf er de mange spændende opgaver og udfordringer, hvor der både er et stærk fagligt og socialt netværk blandt medarbejderne. Det er en organisation, hvor der er en åbenhed og en nysgerrighed, der gør, at vi som medarbejdere opnår et højt fagligt niveau”.

En god start i Djøf

I Djøf anser vi det for vigtigt at give nye ansatte en god start - både fagligt og socialt. Når nye medarbejdere starter i Djøf, får de en tutor og gennemgår et introduktionsprogram, så de bliver sat grundigt ind i deres nye opgaver, får kendskab til nødvendige redskaber samtidig med, at de lærer huset at kende - både medarbejderne, forretningsgangene og arbejdsområderne.

Hvem er vi?

Vi er ca. 240 medarbejdere i Djøf. Vi opsamler, kvalificerer og formidler viden gennem kompetent rådgivning og sparring og sikrer de bedste vilkår på arbejdsmarkedet for vores medlemmer. Djøf styrker også netværk, hvor viden dyrkes og deles direkte mellem medlemmerne, til gavn for den enkelte og for fællesskabet.

De medlemmer vi servicerer - djøferne - er udviklingsorienterede og meget kvalitetsbevidste. Det stiller store krav til vores professionalisme.

Rekruttering

Djøf anvender test og vurderingsredskaber i forbindelse med rekruttering og udvikling af medarbejdere og ledere. Det kræver, at vi hele tiden professionaliserer vores vurderingsmetoder, og derfor er det helt naturligt for os at bidrage til øget professionalisme i brugen af personvurderingsværktøjer, dels for at højne etiske standarder, og dels for at skabe gældende retningslinjer.

Vi er medlem af Videnscenter for professionel personvurdering VPP. VPPs mission er at sætte standarden for anstændig og professionel personvurdering i erhvervssammenhæng.

Rekrutteringsforløbet i Djøf forløber typisk over et par uger og består af to samtalerunder og en test. Ansættelsesudvalget består som oftest af den nærmeste leder og repræsentanter for de kolleger, der skal arbejde tæt sammen med den nye kollega. Testen udføres af konsulenter fra vores HR afdeling og tager udgangspunkt i arbejdsstil, og måler motivation og talent. Testen hedder Wave Focus Styles og er udarbejdet af Saville Consulting. 

Vil du søge?

Når vi modtager uopfordrede ansøgninger, vurderer vores HR afdeling ansøgningen og opbevarer denne i op til 1½ år. Alle ledige stillinger bliver slået op her på hjemmesiden. Stillinger, der kræver en samfundsvidenskabelig eksamen, slås som hovedregel også op på LinkedIn, jobunivers.dk og djøfbladet.dk.