Af advokat Thue Hessellund
Fredag den 6. maj 2011 afholdte FAAF et gå-hjem-møde med titlen: Kunsten at afhøre et vidne.
Arrangementet blev indledt af formanden for FAAF, Martin Cumberland, der introducerede de tre meget kompetente oplægsholdere: Dommer John Larsen, advokat Henrik Nedergaard Thomsen og advokat Torben Koch.
Torben Koch og Henrik Nedergaard Thomsen tog hvert sit udgangspunkt i deres mangeårige erfaring med førelse af retssager inden for henholdsvis strafferetten og civile retssager. Oplæggene var utroligt inspirerende og oplysende med en række gode råd, krydret med egne erfaringer og gode historier fra de utallige oplevelser, oplægsholderne har haft i forbindelse med afhøring af vidner.
Dommer John Larsen tog udgangspunkt i vidneafhøringer set fra et dommersynspunkt. John Larsen har den fordel, at han igennem en årrække har været advokat og derigennem har prøvet at føre en række sager. John Larsen fortalte blandt andet om, hvorfor det er en meget dårlig taktik at overtage dommerens rolle, og hvordan et godt rygte meget hurtigt kan ødelægges ved dårlig opførsel overfor domstolene. John Larsen havde naturligt også en lang række eksempler fra den såkaldt virkelige verden på gode og dårlige oplevelser i forbindelse med afhøring af vidner.
Arrangementet var fuldtegnet. Der var arrangementet igennem stor spørgelyst blandt de fremmødte, og efter de inspirerende oplæg var der plads til en interessant og yderst inspirerende dialog med oplægsholderne.
Arrangementet blev afholdt en fredag efter arbejdstid, og mange benyttede derfor muligheden for at blive hængende efterfølgende, hvor muligheden for networking med de øvrige deltagere blev udnyttet i stor stil af deltagerne over et glas god rødvin og lækre sandwich.
Fra flere sider var der stor ros til oplægsholderne for deres inspirerende oplæg efterfulgt af opfordringer til FAAF til at gentage successen. Hvis du har forslag til et medlemsarrangement, er du derfor mere end velkommen til at kontakte FAAF.