Formandens hjørne - juni 2011

30.06.2011

Her får du en oversigt over kommende aktiviteter, aktuelle planer og overvejelser om nye aktiviteter, medlemsarrangementer, samarbejde mm.


Af advokat Martin Cumberland

Velkommen til årets første FAAF Nyhedsbrev, som forhåbentlig gerne skulle give dig som medlem et hurtigt overblik over foreningens aktiviteter samt aktuelle planer og overvejelser om nye aktiviteter, medlemsarrangementer, samarbejder mm.

Primo 2011 afholdt bestyrelsen årets første seminar, hvor FAAFs strategi blev fastlagt, ligesom FAAFs igangværende og kommende aktiviteter blev drøftet. I bedste ”finanskrisetegn” blev seminaret afholdt i beskedne omgivelser. Dette påvirkede dog på ingen måde bestyrelsens arbejdsgejst og entusiasme, og som foreningens formand er jeg yderst tilfreds med produktet.

Der blev med andre ord gået til stålet, og jeg kan allerede nu garantere, at 2011 bliver endnu mere udbytterigt for medlemmerne end 2010.

Strategiplan 2011

På seminaret besluttede bestyrelsen at arbejde videre ad sporet fra strategiplanen for 2010, hvor Indflydelse, Synlighed, Medlemstilfredshed og Medlemstilgang udgjorde de centrale indsatsområder – og med Vilkår, Faglighed og Netværk som det bærende fundament.

Det er i mine øjne helt essentielle værdier og mål for foreningens virke.

I 2011 vil fokusset på de medlemsrettede aktiviteter få yderligere et nøk opad, og i skrivende stund har vi blandt andet allerede afholdt to inspirerende gå-hjem-møder, ligesom vi har yderligere 2 særlige FAAF-arrangementer i støbeskeen, hvoraf det ene afholdes i samarbejde med Danske Advokater.

Netop kontakten til Danske Advokater ser bestyrelsen som helt central, og denne samarbejdsrelation er igen – i forstærket omfang – et af indsatsområderne også for 2011.

FAAF’s grundholdninger

Tilbage i bestyrelsesåret 2007/2008 udarbejdede bestyrelsen en oversigt over foreningens holdninger til en række principielle og relevante områder omkring ansættelsesforhold, efteruddannelse mv.

Inspirationen hertil var hentet fra det politiske univers, hvor man som bekendt opererer med egentlige partiprogrammer. Ideen med FAAFs grundholdninger er således at vise omverdenen, hvad vi står for, ligesom det internt fungerer som et arbejdsredskab.

På bestyrelsesseminaret drøftede og opdaterede vi desuden foreningens grundholdninger.

Gå-hjem-møder

Som et led i vores strategi om øgede medlemsaktiviteter, vil vi igen i år arrangere gå-hjem-møder om aktuelle emner med oplæg fra branchens allerbedste fagfolk.

Vi vil ikke blot gentage sidste års succes – vi vil bygge videre. Og dette sker ved hjælp af flere arrangementer, flere emner og i flere byer. Nedenfor kan du blandt læse om arrangementet ”Vidneafhøring”, som blev  afholdt i Djøfs lokaler den 6. maj 2011 i København. Vi arbejder på i efteråret at kunne invitere til et tilsvarende arrangement i Århus med et tilsvarende slagkraftigt team af oplægsholdere.

Henset til den enorme medlemstilslutning til ovennævnte arrangementer tør jeg godt konkludere, at vi har fat i noget af det rigtige.

Danske Advokaters Fagdage

Den 4. – 5. oktober 2011 afholder Danske Advokater et større fagligt arrangement med en række fagmoduler – et af disse moduler arrangeres af FAAF.

Aftalen med Danske Advokater er herefter, at FAAFs medlemmer deltager gratis i ”FAAF-modulet”, samtidig med at FAAF-medlemmer kan deltage i de øvrige moduler til samme pris som medlemmer af Danske Advokater.

Tema og oplægsholder for FAAFs modul er allerede fundet - ”Syn og Skøn” med advokat Erik Hørlyck som inspirerende oplægsholder.

Med et så relevant emne og en så kompetent oplægsholder, er der ingen undskyldning for at blive hjemme.

Det er mit håb, at ovennævnte har givet et overblik over foreningens virke – hvis ikke er du altid velkommen til at kontakte mig.

Endelig er det mit håb, at den faglige appetit er vakt. Vi glæder os i hvert fald til at se dig til et eller flere af vores mange arrangementer.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op