Af Ane Buch Poulsen
I forbindelse med EYBAs AGM (Annual General Meeting) i Barcelona den 16.-18. juni 2011, udbød FAAF et antal rejselegater til de af FAAFs medlemmer, som ønskede at deltage i arrangementet. Rejselegaterne var delvist finansieret gennem økonomisk støtte fra Dreyers Fond. Med sit bidrag har Dreyers Fond i høj grad bidraget til, at flere af FAAFs medlemmer fik en uforglemmelig weekend i Barcelona, som bl.a. bød på en række faglige oplæg samt ikke mindst fantastiske netværksmuligheder med kollegaer fra hele Europa.
Læs her en af de netop hjemvendte medlemmers beskrivelse af turen:
Jeg vil hermed sende en stor tak til FAAF og Dreyers Fond for en fantastisk weekend i Barcelona.
Som advokatfuldmægtig fik jeg mulighed for at modtage et studierejselegat fra Dreyers Fond og FAAF til deltagelse i EYBA AGM (Annual General Meeting) 2011, der blev afholdt i en af Europas smukkeste byer, Barcelona, fra den 16. - 18. juni 2011.
Til nyankomne kan jeg oplyse, at EYBA står for ”The European Young Bar Association”. Det er en nonprofit international organisation for yngre advokater/advokatfuldmægtige, hvis formål er at etablere forbindelse mellem advokater/advokatfuldmægtige fra hele Europa og dermed forbedre forholdene for samme. Idet FAAF er medlem af EYBA, er det for FAAF-medlemmer muligt at deltage i EYBA’s arrangementer endda til yderst favorable priser.
Weekenden i Barcelona bød, ud over AGM, på en dags konference med adskillige interessante og lærerige indslag. EYBA havde således engageret flere inspirerende foredragsholdere herunder Ramon Mullerat, advokat og tidligere præsident ved ”The Council of the Bars and Law Societies of Europe” (CCBE), der leverede et interessant indlæg om etik i advokatgerningen. Herudover bragte konferencen flere informative indslag om mediation i advokatbranchen. Konferencen, der foregik fredag, sluttede af med et besøg til Justitsministeriet, hvor alle deltagere havde mulighed for at få et unikt indblik i hverdagen i et spansk ministerium.
Det faglige indhold i weekenden afsluttedes lørdag med AGM, hvorefter der var tid til at nyde byen og ikke mindst årets første strandtur på en af Europas skønneste strande i fantastisk selskab med advokater og advokatfuldmægtige fra hele Europa.
Ud over de faglige indslag bød weekenden vanen tro på et socialt program i særklasse! Størstedelen af de ca. 90 deltagere var indlogeret på et dejligt hotel i Barcelonas bymidte, hvor alle kunne forberede sig til henholdsvis autentisk tapas-middag på en lokal natklub inkl. dans på stranden til den lyse morgen fredag, og ikke mindst gallafest lørdag på skøn restaurant med dertilhørende dans igen til solens stråler viste sig i horisonten.
Samlet set var dette en ganske særlig weekend præget af et utal af unikke oplevelser i selskab med søde og interessante kollegaer fra hele Europa.
Under opholdet i Barcelona mødte jeg flere advokater og advokatfuldmægtige, der i det daglige beskæftiger sig med samme retsområde som jeg, og det var både interessant og lærerigt at få et indblik i, hvorledes området bliver praktiseret i det øvrige Europa. Fra et tidligere EYBA-arrangement har jeg flere kontakter, som jeg anvender i mit daglige arbejde. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mine nye bekendtskaber ligeledes vil vise sig gavnlige i mit daglige virke som advokatfuldmægtig i form af samarbejdspartnere i hele Europa.
Jeg kan varmt anbefale deltagelse i de følgende arrangementer med EYBA, og personligt ser jeg allerede frem til næste mulighed for at mødes med advokater/advokatfuldmægtige fra hver en krog af Europa.