Erfaringer med advokatuddannelsens eksamen

05.05.2010

Hvordan var dine erfaringer med eksamenen? Eller hvordan er dine forventninger til den? Læs, hvordan en af dem, der var med på første hold, som gik til skriftlig eksamen, ser tilbage på det. Og fortæl gerne om dine egne erfaringer nederst på siden.


Først tager man en universitetsuddannelse med en masse eksamener. Så tager man den treårige advokatuddannelse og så … skal man til eksamen - igen.

Uddannelsen består dels af en teoretisk prøve, dels en praktisk prøve i retssagsbehandling (retssagsprøven). Jeg var en af de mange prøvekaniner, som blev testet, da den skriftlige eksamen blev afviklet for første gang i juni 2009.

Indholdet af kurserne

Grunduddannelsen består af 8 kurser på hver 2-3 dages varighed. Kursusrækken omfatter grundlæggende advokatfærdigheder – hvordan formuleres eksempelvis en påstand og et anbringende? Hvornår foreligger der en interessekonflikt? En garvet advokat kan snildt svare, men for en grøn nyuddannet jurist kan det være en meget stor udfordring. Men det er godt at starte tidligt på uddannelsen, for emnerne er meget relevante i forhold til alt det nye, man arbejder med, og samtidig er der rig mulighed for at få besvaret en mængde lavpraktiske spørgsmål, som ofte opstår i hverdagen.

Underviserne er blandt andre advokater, revisorer og kommunikationsrådgivere, og undervisningen er traditionel, kombineret med øvelsesopgaver og rollespil. Uanset om du har skuespilstalent, må det siges at være meget lærerigt.

Forberedelsen til eksamensdagen

På hvert kursus får man en mappe med materiale, som udgør pensum for det enkelte emne. Ifølge Advokatsamfundet skal du selv vurdere, om der er behov for at supplere med yderligere læsestof.

Som prøvekanin kunne jeg ikke søge inspiration i tidligere eksamensopgaver, så det var vanskeligt at vurdere niveauet. Men det gik hurtigt op for mig, at der var stor forskel på, hvordan forberedelsen foregik. På nogle advokatkontorer blev der tilbudt interne undervisningsforløb, læseferie og bogindkøb. På andre kontorer var der slet ikke var taget stilling til den slags. En af FAAFs spørgeskemaundersøgelser om advokatuddannelsen viser, at der i gennemsnit blev givet 5,4 fridage med løn til eksamenslæsning, og at 33 procent af fuldmægtigene havde modtaget ekstraundervisning.

Praksiserfaring er vigtigt

Trods gode intentioner, læseplaner og en grundig gennemgang af pensum ender man ofte med at blive en anelse nervøs. Selve eksamensopgaven består af en række multiple choice-spørgsmål samt 2-4 cases. Pensum offentliggøres senest 4 uger før eksamen og svarer til 4-6 undervisningsdage - god advokatskik vil altid udgøre ét af emnerne.

Det er tilladt at medbringe alle hjælpemidler, så der bliver slæbt tasker og kufferter med bøger og notater ind i eksamenslokalerne i meget stort omfang. Under eksamen var jeg i starten meget omhyggelig med at slå alt efter i bøgerne. Det er der ikke tid til. Sjældent har jeg oplevet 3 timer gå så hurtigt. Jeg skar hurtigt ned på paragrafhenvisninger og refleksionerne over mine erfaringer fra hverdagen.

Min samlede vurdering er dog stadigvæk, at det ikke er tilstrækkeligt at begrave sig i bøgerne for at komme helskindet igennem eksamen. Praktisk erfaring med forberedelse af retssager, klienthåndtering m.v. er et meget vigtigt fokusområde – også i eksamenssituationen.

Vi følger udviklingen

I Samarbejde med Advokatsamfundet samler vi op på erfaringerne med den ny advokateksamen. Vi vender tilbage med resultaterne fra undersøgelsen vedr. årets januareksamen i marts 2010.

Kommentér denne side Retningslinjer for brug af kommentarer

Vis ikke mit navn ved denne kommentar (dit navn vil altid være synligt for Djøf).

Din emailadresse vil ikke blive vist offentligt.


Spam-kontrol

Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Send mig en mail når der er nye kommentarer på siden.

Kommentér

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op

Download dokumenter