Et medlem sagde til mig forleden: Vi kan simpelthen ikke få samlet vores djøf-klub, hvis vi sætter stress på dagsordenen. Det er u-sexet – folk gider ikke komme til den slags møder – de tænder helt af på det emne…
Hold da op, tænkte jeg, vor tids folkesygdom – alle kender én eller flere, der er gået ned med stress, og så gider folk ikke at høre og tale om det…..?
Men på den anden side, det er jo ikke et ’sjovt’ emne, og vi kan hurtigt tale hinanden ned under gulvbrædderne, hvis vi tænker på udgangspunktet: Finanskrise, fyringsrunder, frygt - og dårlig mobilitet på arbejdsmarkedet. I kombination med stigende krav til resultater og effektivitet i arbejdet. I sandhed en giftig cocktail. Lad os blive under dynen og få en depression oveni.
Betyder det noget, hvis vi ændrer fokus og taler om trivsel og arbejdsglæde? Hvordan vi fremmer ’flow’ og virkelyst på arbejdspladsen. Hvad kan vi gøre - på trods af det triste udgangspunkt? Hvordan kan vi forebygge, at vi selv eller vores kolleger havner i en stress-sygemelding?
Eller er lykke-forskning og positiv psykolog det rene pjat og ny-sprog? Hvorfor ikke kalde en spade for en spade?
Hvad er dine erfaringer? Hvad skal der til for at forebygge stress? Og hvad kan man kalde det sexede klub-møde om stress og psykisk arbejdsmiljø?