Det er ingen hemmelighed, at djøf modtager flere og flere henvendelser om stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Tendensen har været jævnt stigende siden 2008, hvor vi havde 233 samtaler om stress til i år 2012, hvor vi forventer ca. 1100 opringninger om det emne, når året er omme.
Når vi kigger nærmere på, hvem vi taler om stress med, så er der en klar tendens:
Det er en kvinde i alderen 30-39 år.
Hvorfor er det mon sådan? Er kvinder bare bedre til at tale om stress og bede om hjælp end mænd? Altså, parallelt med, at kvinder oftere går til læge, psykolog o.l.?
Kvinder i 30’erne har mange ting kørende på samme tid. Det er de år, hvor de fleste sætter børn i verden og skal have familielivet til at fungere. Samtidig er det perioden, hvor du for alvor skal få fodfæste på arbejdsmarkedet og præstere nogle resultater. Når man nærmer sig de fyrre år, er der mange steder en forventning om, at man være afklaret på sin karrierevej, f.eks. om man skal være leder. Mange højuddannede kvinder er gift med højtuddannede mænd, som også har gang i karrieren. Det udfordrer også familielivet.
En stressforsker sagde engang: 'Når mænd kommer hjem fra jobbet, så falder deres stress-hormoner. Når kvinder kommer hjem, så stiger de.'
Hvad mener du om det? Betyder det, at vi kvinder slapper mere af på jobbet end derhjemme ? Eller er stress-niveauet bare konstant højt, når man er kvindelig djøffer i 30-erne?