Generøse ledere bidrager til at skabe sammenhængskraft i organisationen. Det er en af konklusionerne i en ny publikation fra Væksthus for Ledelse, der har interviewet en række ledere i danske regioner og kommuner. Og det kan mærkes af borgere og ansatte. Ifølge undersøgelsen er organisationer med høj sammenhængskraft præget af overblik, evne til at få ting ført ud i livet og engagerede medarbejdere.
Men hvad vil det egentlig sige at være generøs som leder? En række ledere giver deres bud: At tilbyde sin hjælp, uden at forvente noget til gengæld. At have øje for den fælles målsætning, snarere end snævre lokale delmål. At spare på e-mails og i højere grad kommunikere direkte og personligt.
Undersøgelsen giver hverdagseksempler på, hvordan ledere går forrest i at skabe sammenhængskraft. Men eksemplerne viser også, at sammenhængskraft er et anliggende for både ledere og medarbejdere. Det kan kun lykkes, hvis der er fælles fodslag. Et eksempel: en plejehjemsleder, der tilbyder at bidrage med personaleressourcer til lederkollega, hvis afdeling er midlertidigt ramt af sygdom. Det kræver overblik og mod. Men også høj grad af tillid i hele organisationen. For hvordan sikrer man sig mod, at ens generøsitet ikke bliver udnyttet?
Jeg synes, at generøsitet er en interessant lederkompetence. Den topper ikke de gængse lister over egenskaber, der skaber effektiv ledelse og gode resultater. Kan det virkelig være rigtigt, at tillid er bedre end kontrol? Ifølge undersøgelsen fra Væksthuset er der noget om snakken - at resultater ikke skabes alene ved styringsværktøjer. Meget kan opnås ved at tippe balancen mellem tillid og kontrol - i retning af det første, vel at mærke.
Det er værd at diskutere, om det er en kvalitet, der vil være relevant for ledere i alle brancher og sektorer. Hvis ja, hvordan man kan lære og udvikle det? Hvilke krav stiller det til den enkelte leder? Og hvad skal være til stede i den organisation, der gerne vil fremme generøse ledere, som bidrag til at nå organisationens mål.
Er du generøs som leder?
Væksthus for Ledelse er samarbejde mellem praktikere, politikere og embedsmænd fra KL, Danske Regioner, KTO, Sundhedskartellet og de kommunale chefforeninger, samt de faglige organisationer herunder Djøf. Læs mere om undersøgelsen og andre af væksthusets udgivelser på Lederweb.