Den ensomme og uperfekte leder

Af James Høpner

Listen af krav til ledere er alenlang. Du skal være handlekraftig, reflekterende, empatisk, innovativ, sansende, beregnende, kynisk og alt mulig andet. Kort sagt, du skal være leder af alle sæsoner. 

Disse krav er ofte absurde, fordi de sjældent hænger sammen, og så er de urimelige, fordi det ofte er menneskeligt umuligt, at nå alt det, du skal nå som leder. Så, hvad gør du? Går rundt med dårlig samvittighed over alt det, du ikke lever op til? Eller skære igennem og stiller dig tilfreds med, at det er din måde at lede på?

Vi kan mærke, det ikke hænger sammen

De sidste par år har jeg talt med en række ledere, der særligt har været tynget af førstnævnte samvittighedskvaler, men som udadtil har skåret igennem og valgt én bestemt position. Det har været en god, pragmatisk løsning, men de tumler stadig rundt med det. Deres indre og ydre lederskab har ikke hængt helt så godt sammen, som de kunne ønske sig. 

Det, der gør det særligt svært, er, at de ikke har kunnet dele den dobbelthed med andre. Det har ikke bare været koldt på toppen. Det har også været ensomt. Jo større, mere absurde og urimelige krav, des større er ensomheden blevet.

Find nogle at tale med

Forfatteren Jørgen Leth skrev for en del år siden en kontroversiel bog med titlen "Det uperfekte menneske". Man kan have mange meninger om den, men den var i hvert fald et ærligt og åbent bud på, hvordan forfatteren var kommet gennem livet. 

Det er nok ikke klogt, for ledere, at dele lige så meget af deres liv med andre. Men tænk, hvis ledere delte deres sejre og nederlag mere med hinanden. Tænk, hvis vi turde være – og stå ved – de uperfekte ledere, vi i virkeligheden er. 

Gad vist om ensomheden så kunne blive mindre, og vores ledelse blev bedre af det. 

Din e-mailadresse vil ikke blive vist offentligt.
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Kommentér
  • Karsten Lodahl Madsen

    Glimrende blog om ’det uperfekte’. Forventninger til ledere og den direkte effekt af ledelse er store. Ikke mindst når man tænker på den grad af kompleksitet og menneskelig dynamik, som ledelse skal fungere i.
    En anden metafor kunne være, at man som leder tilstræber at blive ’den tilstrækkeligt gode leder’ – inspireret af ’den tilstrækkeligt gode forælder’. Som bruger sin viden og livserfaring til at vejlede, lytte og udvikle. Og som mange gange kommer i tvivl – ikke om hensigten, men om beslutninger og handlinger undervejs. Hvem føler sig i øvrigt godt tilpas i selskab med en perfekt og fejlfri leder?

    Skriv et svar

    1

    James Høpner

    Tak for din kommentar. Ja, problemet er nok meget almindeligt i sin form. Jeg hæfter mig blot ved, at vores sprog om ledelse er så "fuldkommen" i sine tænkning. Det gør også at forventninger er høje, og hvis der ikke forventningsafstemmes med ledelseskollegaer og medarbejdere vil man nemt går galt af hinanden.

    Skriv et svar

    0

    Læs mere
  • Henrik Ørholst

    For et par dage siden hørte jeg et indlæg af Thomas Malnight fra IMD. Han talte om hvem der var forbilleder for forskellige generationer af ledere. De unge pegede på familiemedlemmer og andre nære relationer. Den lidt ældre generation af ledere mente at det var persontyper a la Jack Welch. Og de ældre pegede på historiske figurer. Spørgsmålet er derfor om ledelse er det samme på tværs af generationerne eller om ledelse er konstant?

    Skriv et svar

    2

    James Høpner

    Interessant betragtning. Vi har jo tendens til at se på forbillederne i en meget entydig form, og dermed også danne os billeder af, hvem der er de store helte i ledelse.

    Skriv et svar

    0

    Læs mere
  • Claudia Lindby

    Tak for et spændende indlæg. Den mest elegante løsning, jeg kender til, er at starte med "mit autentiske jeg": Hvem er jeg som menneske, hvad står jeg for? Med udgangspunkt i, hvem jeg grundlæggende er, når jeg er bedst, har jeg adgang til mine personlige ressourcer. Sammen med en god ledelses-værktøjskasse må det blive "min personlige og autentiske ledelse". Og så bliver spørgsmålet, om det matcher til den organisation, jeg (pt) er i... Simpelt, men ikke så let.

    Dr. Joseph Riggio skriver i sin nye bog ”State of Perfection” bl.a. om, hvordan vi "glemmer os selv" fordi vi hele livet igennem lærer at tilpasse os det, der er behov for i samfundet og i senere i organisationerne. Det er min erfaring fra mit arbejde med bl.a. ledere, at vi kan lære at finde tilbage til vores autentiske jeg - og så træne at leve i verden dér fra, også når vi leder: "Freeing you from a life lived for other people's purposes, fully becoming yourself". Quite a journey!

    Skriv et svar

    1

    James Høpner

    At være autentisk er ikke at være perfekt, men at vedstå sig den man er. Jeg tror vi ofte har en blufærdighed i den sammenhæng som danskere, hvor vi måske har svært ved, at træde i den karakter vi er som ledere. Tak for en god kommentar, der jo rejser et stort og krævende spørgsmål.

    Skriv et svar

    1

    Læs mere
Send mig en mail når der er nye kommentarer på siden.
Kommentér