Ferien står for døren, og nu skal vi lige omstille telefonen og sætte autosvar på mailen, før vi lukker den mentale dør til arbejdslivet for en stund.
Eller hvad er det lige der sker? Har du prøvet at sende en mail ud, hvorefter du får det automatiske autosvar - og to minutter senere dukker der alligevel et svar op fra kollegaen, som du troede holdt fri?
Hvad er det for nogle blandede signaler? Vi taler så tit om flydende grænser mellem arbejds- og privatliv, vigtigheden af at koble fra og lade op – men har vi i virkeligheden lyst til at koble helt fra og sige til chef og kolleger, at de må klare sig uden os? Hvad er der galt med at give arbejdslivet en ordentlig skalle, hvis det er et bevidst valg, du tager? Du har måske nogle spændende opgaver, som du bare må følge med i? Dit liv har plads til mere end 37 timers arbejde, og du får et kick af at føle dig uundværlig..?
Min pointe er, så stå dog ved det, og drop dog det autosvar! Send et rent signal, og lad være med at sige, at du føler dig presset til at stå til rådighed døgnet rundt, hvis du inderst inde gerne vil gøre det.
Hvad er dine erfaringer med ’autosvar’? Kigger du skævt til ’workaholics’, eller oplever du, at kravet om at være on-line konstant, kommer fra andre end dig selv?