Sæson for fridage - snart sommer

Af: Maja Kure Kristensen

Har du ret til frihed på 1. maj og grundlovsdag? Og hvad med sommerferien? Den store feriesæson står for døren. læs her om hvilke rettigheder du og dine kollegaer har.


Enkelte arbejdsgivere vil gerne have fingrene i djøfernes fridage på 1. maj og grundlovsdag. På langt de fleste offentlige arbejdspladser giver det dog ingen problemer, at djøferne holder hele eller halve fridage på 1. maj og grundlovsdag.

Hvad siger overenskomsterne?

Af overenskomsterne fremgår det ikke eksplicit, om AC'ere har fri på 1. maj og Grundlovsdag. Dette hedder blot, at tjenestemændenes regler vedr. fridage følges. Tjenestemændenes regler giver dog heller ikke en utvetydig rettesnor, for hos dem er frihed på 1. maj og grundlovsdag ikke beskrevet.

På mange arbejdspladser har man dog en lokal aftale om, at der kan holdes helt eller delvist fri på de to dage. Andre steder har man ikke en nedskrevet aftale men måske blot en uskreven regel (kutyme) om, at der kan holdes fri. Nogle steder vil en aftale eller kutyme i forhold til 1. maj dog gå på, at der kan holdes fri efter anmodning.

Hvilke rettigheder har dine kollegaer?

Hvis I ikke har en lokal aftale, hvor reglerne er beskrevet, kan det være en god ide at se på, hvilke regler jeres kollegaer på andre overenskomster arbejder efter.

Måske findes der en aftale eller kutyme, som de følger, eller måske står der ligefrem i deres overenskomster, om de har fri.

Hvis dine kollegaer har fri 1. maj og grundlovsdag - så bør du som udgangspunkt også have det.

Ret til tre ugers sommerferie

Du har krav på at holde 15 dages (3 ugers) samlet sommerferie. Denne ferie kaldes hovedferien og skal holdes i perioden 1. maj - 30. september.

Dette kan fraviges, men kun ved en fælles aftale medarbejderen og arbejdsgiveren imellem.

Placering og varsler

Med hensyn til placering af ferien skal du og din arbejdsgiver aftale, præcis hvornår ferien skal afholdes.

Din arbejdsgiver skal som udgangspunkt efterkomme dine ønsker. Eneste mulighed for at sige nej er, hvis driftsmæssige hensyn gør afholdelse af ferie umulig på det ønskede tidspunkt.

Din arbejdsgiver kan også varsle overfor dig, at din hovedferie skal afholdes på et bestemt tidspunkt, men det skal ske med et minimumsvarsel på 3 måneder.

Kan tidspunktet for ferien ændres?

Når ferien er fastlagt, kan ferietidspunktet som udgangspunkt ikke ændres - hverken af ledelsen eller medarbejderen.

Hvis ganske særlige omstændigheder gør det nødvendigt, kan ledelsen dog omlægge en allerede planlagt eller påbegyndt ferie. Der skal være tale om væsentlige driftsmæssige hensyn, den opståede situation skal være upåregnelig/uforudsigelig og det skal være helt nødvendigt, at ferien omlægges for netop denne medarbejder. Det er normalt ikke tilstrækkeligt, at der f.eks. er sygdom blandt de tilbageværende medarbejdere.

I staten

Hvis statsansattes ferie omlægges med kortere varsel end de sædvanlige 3 måneder for hovedferien og før den planlagte ferie er påbegyndt, får medarbejderen 1,8 timers ekstra betalt frihed for hver feriedag, der omlægges.

Sker omlægningen efter ferien er påbegyndt, udgør kompensationen 3,6 timers ekstra betalt frihed for hver feriedag, der omlægges.

I regioner og kommuner

Ansatte i regioner og kommuner får ikke en særlig kompensation ved flytning af planlagt ferie. Arbejdsgiver kan dog ikke afbryde en allerede påbegyndt ferie.

Udgifter ved omlægning af ferie

Medfører omlægningen udgifter for medarbejderen - f.eks. afbestilling af rejse - skal ledelsen holde den pågældende skadesløs efter almindelige erstatningsretslige principper.

Vil du vide mere om ferie, kan du finde yderligere oplysninger på vores hjemmeside - se linket til højre eller på Arbejdsdirektoratets hjemmeside - se linket til højre.

Du er naturligvis også velkommen til at kontakte din konsulent i Djøf.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op