Hjælp de gode hensigter på vej

Af: Mette Fritze Christensen

En del djøfere afskediges for tiden på grund af sygdom. Som tillidsrepræsentant kan du måske medvirke til, at det undgås. læs her nogle gode råd til, hvad du kan gøre lokalt.


I de seneste måneder har Djøf været involveret i et betydeligt antal sager, hvor syge - eller på andre måder udsatte - medlemmer er blevet afskediget.

Der kan være mange forklaringer på, at arbejdsgiverne tilsyneladende er hurtige på aftrækkeren over for de udsatte grupper.

Det er muligt, at den megen snak om finanskrise, masseafskedigelser og budgetnedskæringer gør indtryk. Måske bliver arbejdsgiverne på denne baggrund mere tilbøjelige til at benytte de muligheder, der byder sig for at trimme deres medarbejderskare.

Hvis dette er tilfældet, er det nærliggende at pege på, at det vel netop er i krisetider, at arbejdsgiverne har mulighed for at vise deres gode hensigter om rummelighed.

Din opgave som tillidsrepræsentant

Som tillidsrepræsentant kan du spille en vigtig rolle, når det gælder fastholdelse af afskedigelsestruede medlemmer.

Først og fremmest er det afgørende at være tidligt ude.  Hvis der er tegn på, at en afskedigelse er under opsejling, er det vigtigt at gå i dialog med både medlem og ledelse.

Måske kan en omplacering, ændrede opgaver eller en anderledes tilrettelæggelse af arbejdet medvirke til at afværge en afskedigelsessag.

Det er desuden vigtigt at sikre, at diverse personalepolitikker overholdes. Med den seneste overenskomst er der indført nye forpligtelser, når det gælder sygefraværspolitik.

På det statslige område skal samarbejdsudvalgene bl.a. udarbejde retningslinjer for institutionernes sygefraværspolitik.

På det kommunale og regionale område er der indgået aftaler om trivsel og sundhed på arbejdspladserne.

Aftalerne indebærer bl.a., at der i MED-systemet skal aftales retningslinjer for håndtering af sygefravær.

Er det ikke muligt at fastholde et medlem på ordinære vilkår, kan en ansættelse på særlige vilkår overvejes.

Det såkaldte sociale kapitel rummer forskellige muligheder for, at personer med nedsat arbejdsevne kan forblive i arbejde.

Saglighed

Hvis det når så vidt, at et medlem bliver afskediget, er det vigtigt at være opmærksom på, om afskedigelsen er saglig.

Ved en faglig voldgift fik en offentligt ansat, der var afskediget på grund af sygdom, for nylig en godtgørelse på 60.000 kr. Det skyldtes, at afskedigelsen ikke var saglig.

Begrundelsen for afskedigelsen var, at arbejdsgiver ikke anså det for sandsynligt, at den ansatte kunne fortsætte på arbejdspladsen uden at opretholde et højt sygefravær. Der blev dog ikke indhentet lægelig eller anden dokumentation for dette.

Derfor blev det vurderet, at der på opsigelsestidspunktet ikke var den fornødne saglige begrundelse for opsigelsen.

Sygdom kan være en saglig begrundelse for en afskedigelse. Som eksemplet illustrerer, er det dog ikke altid tilfældet.

Kontakt derfor altid Djøf, hvis et medlem står over for at skulle afskediges.

Læse mere i linket til højre.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op