TR-undersøgelsen 2009

Af: Kaspar Kinnberg

Tillidsrepræsentanter bruger i gennemsnit 5 timer om ugen på TR-arbejde, men har til gengæld stor indfyldelse ved lønforhandlinger og beslutninger generelt.


Djøf gennemførte i begyndelsen af september 2009 en undersøgelse blandt de tillidsrepræsentanter og suppleanter, som har en email-adresse registreret i medlemsdatabasen.

Der blev i alt udsendt 770 mails og 411 besvarede skemaet, hvilket giver en svarprocent på 53.

Nedenfor præsenteres nogle af hovedresultaterne fra undersøgelsen i punktform.

  • Tillidsrepræsentanter bruger i gennemsnit 4,8 timer om ugen på TR-arbejde, mens suppleanterne bruger 2,0 timer om ugen. I en tilsvarende undersøgelse fra 2006 brugte tillidsrepræsentanterne i gennemsnit 0,8 timer mere om ugen, mens suppleanterne brugte den samme tid som nu.
  • Tidsforbruget afhænger af medlemsgrundlaget.Tillidsrepræsentanter, der repræsenterer mere end 100 medlemmer bruger i gennemsnit 8 timer pr. uge, mens de tillidsrepræsentanter, der repræsenterer mellem 50 og 100 medlemmer i gennemsnit bruger ca. 5,6 timer om ugen, og dem der repræsenterer under 10 AC’ere bruger i gennemsnit 3,5 time pr. uge.Tidsforbruget pr. medlem er størst i undervisningssektoren jf. nedenstående figur.
  • Lønforhandlinger og deltagelse i formelle møder er de opgaver, der helt klart fylder mest i tillidsrepræsentanternes tidsforbrug.
  • Jo mere tid der bruges på TR-arbejde, desto større er muligheden for at få reduceret det normale arbejde. 14 procent af de tillidsrepræsentanter, der bruger under 2 timer på TR-arbejde om ugen, får reduceret det normale arbejde, mens 56 procent af dem, der bruger mere end ti timer om ugen har fået det reduceret.
  • Godt halvdelen af tillidsrepræsentanterne og tre procent af suppleanterne får et fast tillæg for deres TR-arbejde. Tillægget udgør i gennemsnit 987 kr. om måneden for tillidsrepræsentanter. Det er særligt på det kommunale område, at der gives tillæg for TR-arbejde. Her får knap 80 procent tillæg, hvilket hænger sammen med, at der ved OK08 blev aftalt, at der på det kommunale område skulle gives tillæg til tillidsrepræsentanter. I 2006 var det kun hver tredje tillidsrepræsentant, der fik et tillæg for TR-arbejdet.
  • 86 procent af tillidsrepræsentanterne har deltaget i lønforhandlinger for medlemmerne på den nuværende arbejdsplads, og her vurderer kun 13 procent, at der er tale om direkte ”løndiktat” fra ledelsens side. Godt hver fjerde vurderer, at der er tale om egentlige lønforhandlinger, mens 60 procent vurderer, at det er en kombination.
  • 85 procent oplever, at ledelsen er lydhøre overfor deres synspunkter i de forskellige fora, som de indgår i som TR, og ledelsen lytter ikke bare.Faktisk oplever godt 80 procent, at de generelt har indflydelse på beslutninger.
  • 57 procent af tillidsrepræsentanterne og suppleanterne mener, at der bliver allokeret tilstrækkelige ressourcer til efteruddannelse på deres arbejdsplads.
  • Tre ud af fire af tillidsrepræsentanterne oplever, at der i nogen eller høj grad er et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladsen, og der er ligeledes 65 procent, der mener, at arbejdspladsen gør nok for at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø.

Du kan finde hele undersøgelsen i boksen til højre.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op