Vedtagelse af budgetter fører til besparelser
Vedtagelsen af de kommunale budgetter for 2010 er i mange kommuner fulgt op af sparerunder. I forsøget på at nå kravene om besparelser, har man valgt at skære særligt i kommunernes administrative funktioner.
Det har haft konsekvenser for mere end 40 djøfere, som har mistet deres jobs.
Prioriteringer i et valgår
Kommunalvalget har i høj grad præget de prioriteringer, som kommunalpolitikerne har foretaget.
Mange steder har sparepilen peget på udviklingsfunktionerne – eller som man har yndet at kalde det: "De ikke borgerrettede funktioner".
Mange djøfere har fornuftigt bemærket, at det er bekymrende, at de funktioner, som skulle sikre en effektiv brug af borgernes penge i fremtiden, nu er sat på vågeblus.
Stor indsats fra tillidsrepræsentanterne
Det er umuligt at gennemføre en sparerunde uden store menneskelige omkostninger. Men tillidsrepræsentanterne har gjort et kæmpe stykke arbejde for at påvirke ledelserne til at gøre det så menneskeligt og ordentligt som muligt.
Den indsats er påskønnet af medlemmerne. Det har vi i sekretariatet igen og igen fået at vide, når vi har været i kontakt med de berørte.
Ttilfredshedsstillende forhandlingsresultater trods slunkne kasser
Djøfs sekretariat har forestået forhandlingerne af fratrædelsesvilkår for de berørte djøfere. Det har naturligvis haft betydning for fratrædelsevilkårene, at kasserne har været tomme.
Men selvom kommunerne fattes penge, er det lykkedes at nå tilfredsstillende løsninger i de fleste tilfælde. Forhåbningen er nu, at de berørte hurtigt kommer i job igen. Det vil Djøf gøre sit til at sikre.