På telefonen 24/7

Af: Nicolai Robinson

Flere og flere offentlige arbejdspladser etablerer forskellige former for vagtordninger, hvor medarbejderne skal være til rådighed om aftenen, nat elelr i i weekender.


Djøf får et stadigt stigende antal aftaler om såkaldt rådighedsvagter tilsendt fra forskellige offentlige arbejdsgivere. Det gælder både arbejdsgivere i staten, regioner og kommuner.

Særligt under store internationale begivenheder - f.eks. i forbindelse med OL- og Klimakonferencen - bliver der trukket på Djøferne.

Rådighedsvagtordningerne ser ganske forskellige ud. Ganske ofte består ordningen af, at et antal medarbejdere skal være til rådighed på telefonen og have mulighed for at lave egentlig sagsbehandling fra en hjemmearbejdsplads eller evt. møde på arbejdspladsen inden for et kortere tidsrum, f.eks. 1 eller 2 timer efter en opringning.

Sådanne rådighedsvagtordninger indebærer således en ikke uvæsentlig indskrænkning i den enkelte medarbejders mulighed for at holde fri i vagtperioden, da medarbejderen dels skal forblive i nærheden af hjemmearbejdspladsen/arbejds-stedet, sådan at der kan udføres det nødvendige arbejde, ligesom muligheden for biografbesøg og familiebesøg og lignende kan være begrænset, da telefonen ikke må slukkes.

Rådighedsvagtordninger kan derfor kun etableres mod at medarbejdere får en passende kompensation for vagten.

Djøf har kompetencen
En rådighedsvagtordning i staten kan ikke etableres ensidigt af arbejdsgiveren. Rådighedsvagtordninger er nemlig ikke omfattet af den eksisterende statslige overenskomst.

Derfor skal der indgås en særskilt aftale for rådighedsvagtordninger inden for staten. Sådanne aftaler kan ikke indgås lokalt, men skal aftales direkte mellem Djøf og ledelsen.

I regionerne og kommunerne er der gennem overenskomsterne etableret mulighed for at iværksætte rådighedsvagtordninger.

Rammeaftalen i disse overenskomster betyder, at en rådighedsvagtordning, hvor en medarbejder står til rådighed skal have honorering med 1/3 time pr. times rådighedsvagt. Hvis medarbejderen under rådighedsvagten faktisk skal arbejde (altså bliver ringet op, skal sagsbehandle eller lignende) tæller denne tid som fuld arbejdstid.

Du bør altid kontakte Djøf, hvis din arbejdsgiver ønsker at indgå en aftale om en rådighedsvagtaftale på din arbejdsplads, så du sikrer dig, at aftalen bliver bedst mulig og i overensstemmelse med de øvrige aftaler, som er indgået på lignende områder.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op