Multimedieskatten - en skat på ekstra arbejde

Er du i tvivl om hvad du skal gøre i kølvandet på multimedieskatten? For Djøf er svaret klart: Få tillæg for fleksibilitet ellers overvej at sige nej tak til "gratis" elektronisk kommunikation.


Som et finansieringselement i forårets skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti optræder en multimediebeskatning. Den er inspireret af Skattekommissionen. 

Hvis man betalt af arbejdsgiveren eller som led i en bruttolønsordning har adgang til elektronisk kommunikation – telefon, pc, bredbåndsopkobling el.lign. – vil man blive beskattet af 3.000 kr. 

I kroner og ører betyder multimedieskatten, at en almindelig skatteyder har udsigt til en udgift på 1.225 kr., hvilket man skal tjene 2.073 kr. for at kunne betale.

En topskatteyder skal betale 1.681 kr., som man skal tjene 3.826 kr. for at få til at balancere. 

Djøf protesterer
Djøf har siden ideen om multimedieskat blev lanceret markeret sin modstand mod denne ekstra skat på fleksibelt arbejde. 

Djøf har prøvet at påvirke igennem medierne og over for den største offentlige arbejdsgiver – finansministeren. 

I et høringssvar til skatteministeren har Djøf ligeledes givet udtryk for en kraftig modstand mod denne skat. 

Den røde tråd i Djøfs markeringer har ganske simpelt været, at der ikke er tale om skat på personalegoder, men derimod skat på arbejdsredskaber, som det er i samfundets interesse, at medarbejderne har adgang til. 

Vores protester var heldigvis med til, at det skattepligtige beløb blev sat ned. 

Fleksibiliteter en fordel for alle!
Ifølge Djøfs balanceundersøgelse giver rådigheden over elektroniske kommunikationsmidler sig udtryk i et ydet ekstraarbejde. 

At skabe større udbud af arbejde er et formål med skatteaftalen – men multimedieskatten arbejder lige stik modsat.

Selvom Djøf opnåede en lille sejr, med nedsættelse af det skattepligtige beløb, blev multimedieskatten alligevel vedtaget. 

Djøf rådgiver
Djøf har efterfølgende rådet djøferne til at få et funktionstillæg for fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen eller et kvalifikationstillæg for selvstændig opgavevaretagelse og/eller arbejdstilrettelæggelse.

Et tillæg som skal få kompensationen for multimedieskatten ført over på arbejdsgiverens skuldre. Djøf-klubber i hele landet er allerede begyndt at drøfte multimedieskatten og mulig kompensation. 

Disse drøftelser er et vigtigt grundlag for den videre dialog, som tillidsrepræsentanterne skal føre med ledelsen.

Overenskomstforeningens anbefaling er klar: Tillæg for fleksibilitet skal være aftalt med arbejdsgiveren inden jul. 

Kan der ikke opnås enighed herom før jul, kan medarbejderne nå at levere udstyret tilbage inden nytår, så de ikke pålignes den nye skat. 

En lønforhøjelse i form af tillæg bør aftales på arbejdspladsniveau blandt de medarbejdergrupper, der væsentligt betjener sig af elektronisk kommunikation, herunder bærer mobiltelefon i forbindelse med mere eller mindre pligtig rådighed. 

Viser det sig umuligt at opnå tillæg og ønsker man ikke at aflevere sit elektroniske udstyr tilbage, kan man overveje, om man i stedet skal forsøge at forhandle sig til mere udstyr.

Man bliver beskattet af 3.000 kr. uansat, hvor meget multimedieudstyr man har til rådighed, så man kan ligeså godt få mest muligt for pengene.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op