Men ikke alle resultaterne kommer nødvendigvis af sig selv. Overenskomsterne har via forligstekst og finansiering - også gennem 3-partsmidler - skabt fundamentet for en lang række forbedringer. Det er nu, at vi skal i arbejdstøjet for at få dem konkretiseret og ført ud i livet. Jeg tænker her særligt på kompetenceudviklingsområdet, hvor der er afsat betydelige midler til individuelle kompetenceudviklingsaktiviteter på hele det offentlige område. Hertil er der på det statslige område afsat yderligere midler, som APU - ACs og Personalestyrelsens udvalg - skal udmønte.
Disse midler skal finansiere initiativer, projekter og indsatsområder, der medvirker til at udvikle statens arbejdspladser.
Fælles for samtlige afsatte midler er, at de skal udmøntes i enighed mellem ledelses- og medarbejderside. Og her kommer tillidsrepræsentanterne i spil lokalt.
Det er vigtigt, at vi får sat et djøf-aftryk på udmøntningen af disse midler. Der skal genereres ideer og tænkes ud af boksen. Konsulenterne i Djøfs Karriere- og Kompetencecenter hjælper meget gerne, hvis der er behov for sparring og/eller ideer til, hvordan sådanne drøftelser gribes an.
Også på arbejdsmiljøområdet er der aftalt en række forbedringer, der skal hjælpe med til at sikre, at vi får nogle bedre arbejdspladser.
Det drejer sig om en række konkrete redskaber i form af kurser og inspirationsmateriale, undersøgelser, evalueringsværktøj og målinger, vejledninger og anbefalinger, der skal være med til at sikre et øget fokus på arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet på arbejdspladserne. Som noget nyt er der kommet et særligt fokus på det psykiske arbejdsmiljø, hvor arbejdsrelateret stress fylder markant for djøferne.
Endelig er der udfordringen med at få Ny løn til at fungere lokalt. Den har hele tiden eksisteret, både i staten, og i kommuner og regioner. Hårdt presset måtte de statslige arbejdsgivere acceptere at medvirke til en fælleserklæring om de nye lønsystemer, før der kunne tages fat på de statslige overenskomstforhandlinger.
Det er vigtigt, at man som tillidsrepræsentant husker at finde inspiration i denne fælleserklæring, hvis man møder principiel modstand hos sin arbejdsgiver mod at anvende Ny løn. På det regionale område har der allerede været sværdfægtninger om de årlige lønforhandlinger.
To regioner ønskede ikke at indlede lokale lønforhandlinger, fordi man ikke mente at der var midler til det. Efter ønske fra bl.a. Djøf gik AC ind i sagen, og de regionale arbejdsgivere medgav, at der skulle forhandles, hvis organisationerne fremsatte krav om det. Derfor: vent ikke på en invitation fra ledelsen, men byd selv op til dans - lokal løndannelse kommer ikke nødvendigvis af sig selv.
Kommunale besparelser - også job i fare
De udmeldte besparelser fra regeringen begynder nu at kunne mærkes rundt omkring på arbejdspladserne. Særligt på det kommunale område har vi set besparelser på budgetterne, der ikke alene spænder ben for de lokale tillægsforhandlinger, men også bringer bl.a. djøfernes job i fare. Det betyder ikke bare, at de som er tilbage, skal løbe endnu hurtigere, men også at en række kolleger pludselig får trukket tæppet væk under fødderne. Vi står klar med bistand, råd og vejledning - om jura, forhandling og paragraffer, men også om det at blive hel igen og komme videre med arbejdslivet.