Et tilgængeligt Djøf

Af: Ulla Grymer

Rådgivningscenteret er langt de fleste medlemmers indgang til Djøf. Men Djøf er faktisk tættere på end du tror.


Omkring 500 medlemmer er hver uge i kontakt med Rådgivningscenteret. Medlemmer får her faglig bistand, rådgivning eller sparring.

Spørgsmål som "hvor mange ugers barsel har jeg ret til?", " hvilken vej jeg skal gå i min karriereudvikling?", "hvordan forbereder jeg mig til min MUS?" samt "hvornår skal jeg varsle min opsigelse?" forekommer ofte.

Men løn og lønforhandling fylder mest; hver tredje henvendelse handler om et lønrelateret emne.

Djøf er i den senere tid tilført flere rådgivere for at styrke tilgængeligheden over for medlemmerne og for at kunne yde rådgivning og sparring hele kompasset rundt - løn, karriere, job, CV og vilkår - når det enkelte medlem har behov for det.

Djøf i Danmark: Personligt møde med Djøf

Et element i at styrke den personlige rådgivning er, at Djøf som noget nyt hver måned tilbyder individuelle rådgivningssamtaler i Århus, Odense og Ålborg om karriere og/eller løn og vilkår.

De medlemmer, som har benyttet sig af dette tilbud, er meget tilfredse og fremhæver, at en face to face samtale øger samtalens kvalitet og skaber en bedre personlig relation og forståelse.

Djøfs sekretariat kontakter medlemmerne opsøgende

Rigtig mange af dem, der kontakter os telefonisk, er de yngre erhvervsaktive medlemmer, der står for at træde ind på eller er i deres første år på arbejdsmarkedet. Som fortalt i TillidsPosten nr. 1 2008 kontakter Djøf nu selv forskellige medlemsgrupper opsøgende i de situationer og anledninger, hvor de kan have et øget behov for sparring og bistand.

Netop fordi især mange unge erhvervsaktive dels gør sig overvejelser om deres karriere og har spørgsmål til løn og job, dels har begrænset kendskab til rådgivningsydelser mv. fra Djøfs Sekretariat, er der et særligt fokus på dem i den opsøgende rådgivning. Ultimo 2008 og i 2009 vil også medlemmer med længere erfaring på arbejdsmarkedet blive kontaktet opsøgende.

For djøferne betyder alt dette et mere tilgængeligt sekretariat i Djøf, der ikke kun er der, når udfordringerne melder sig, men som i høj grad også er nærmere medlemmet og mere aktiv, når karrieren er på rette vej.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op