Giv dit TR-hverv videre

Af: Bo Duedahl Uhrenfeldt

Det kan være guld værd for dine fremtidige karrieremuligheder at være tillidsrepræsentant. Her er to eksperters vurdering. Og Djøf opfordrer: Giv altid dit TR-hverv videre!!!


Professor på Roskilde Universitetscenter, Kurt Aagaard Nielsen: "Det faglige arbejde som tillidsrepræsentant giver fin kontakt til ledelsen, øvelse i forhandlingsteknik og selvtillid. Alt sammen noget, der kan bruges, hvis man gerne vil længere op ad karrierestigen".

Direktør i Virksomhedspsykologerne A/S, Jógvan Petersen, cand.psyk.: "Nogle medarbejdere bliver tillidsrepræsentanter, fordi de synes, at der foregår ubehagelige ting på deres arbejdsplads. Andre bliver det, fordi de er meget glade for arbejdspladsen og gerne vil samarbejde mere med ledelsen, og en temmelig stor gruppe får posten ved tilfældigheder.

De har ikke noget til fælles, udover at de er ansvarlige personer, der bliver grebet af det organisatoriske arbejde. Det er selve jobbet som tillidsrepræsentant, der udvikler deres potentiale for ledelse".

Karrierespring
Der er flere gode grunde til, at du som TR er attraktiv på fremtidens arbejdsmarked. En af dem er, at du erhverver en række kompetencer herunder kendskab til forhandling og organisation samt evnen til at tænke og handle strategisk. En anden er, at du bliver opmærksom på de snitflader, der er på arbejdspladsen mellem ledelse og medarbejdere. Det gør dig i stand til at forstå ledelsens bevæggrunde og blive en aktiv medspiller i forhold til ledelsens forslag.

Arbejdet som TR styrker såvel din faglige som din personlige profil.

Det kan betyde et karrierespring som medfører, at du ikke kan fortsætte som tillidsrepræsentant. Det er vi glade for i Djøf, men det rejser imidlertid også en central problemstilling - hvem overtager TR-hvervet efter dig?

Arbejdspladser uden tillidsrepræsentanter
Djøf oplever i øjeblikket en tendens til at flere arbejdspladser står uden tillidsrepræsentant. Det gælder både arbejdspladser med få djøfere ansat i f.eks. CVU Nordsjælland og Driftsregion Syd, men også arbejdspladser med mange djøfere ansat i f.eks. Socialministeriet Departement og Sikringsstyrelsen.

I de situationer hvor det ikke er muligt at uddelegere forhandlings- og aftalekompetencen til en tillidsrepræsentant skal ledelsen forhandle med Djøfs sekretariat.

Når en arbejdsplads står uden TR bliver de ansattes mulighed for at få indflydelse på lokale beslutninger formindsket. Der er ingen til at repræsentere dem i forbindelse med udarbejdelse af lønpolitik, sygefraværspolitik og andre personalepolitikker. Samtidig vil der ofte mangle en medarbejderrepræsentant i samarbejdsudvalg, ansættelsesudvalg, forfremmelsesnævn og lønudvalg osv. Derudover betyder det, at der kommer til at mangle en informationsformidler mellem dels medlemmet og den lokale ledelse og dels medlemmet og Djøf.

I relation til lønforhandlinger betyder det, at lønforhandlingerne gennemføres uden kendskab til arbejdspladsens lokale forhold og med manglende kendskab til den lokale ledelse og organisationens forhandlingskultur.

Hvad kan du gøre?
Det er afgørende, at du, inden du forlader dit hverv, har en kronprins eller kronprinsesse, der kan overtage stafetten efter dig. Helt konkret kan du gøre følgende:

  1. Få fat i tillidsrepræsentantsuppleant: Hvis du ikke allerede har en TR-suppleant, vil det være en god idé at få valgt en. I det daglige er tillidsrepræsentantsuppleanten god at vende forskellige problemstillinger med og suppleanten vil evt. kunne aflaste dig ved at deltage i forskellige møder og forhandlinger. I forbindelse med at du går videre i karrieren, vil der være en person til at varetage TR-hvervet.
  2. Oprette en Djøf bestyrelse: Især på store arbejdspladser kan det være en fordel at etablere en Djøf-bestyrelse. Bestyrelsen er en god sparringspartner for dig i det daglige, og i forbindelse med overdragelse af TR-hvervet er bestyrelsen en nærliggende rekrutteringsmulighed.
  3. Afholde en generalforsamling/et klubmøde forud for dit karrierespring: Før hvervet kan overgives til en ny tillidsrepræsentant skal der afholdes en generalforsamling. Djøf vil anbefale, at du tager initiativet og indkalder medlemmerne til en generalforsamling, så der kan blive valgt en ny tillidsrepræsentant.
Kontakt Djøfs sekretariat: Det er meget vigtigt for Djøf, at sekretariatet bliver informeret, hvis der ikke bliver valgt en efterfølger som tillidsrepræsentant. Under alle omstændigheder vil vi meget gerne opfordre til, at du kontakter Djøf, når du fratræder TR-hvervet.
 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op