Mor og far bestemmer selv

Af: Pernille Due Vesterheden

Forældre har ret til at holde orlov på deltid og kan dermed skiftes til at passe barnet i ugens løb. Det fastslår en ny højesteretsdom.


Fleksibel forældreorlov

Med barselsreformen fra 2002 blev orloven forlænget og gjort mere fleksibel. Siden reformen trådte i kraft har det imidlertid været uafklaret, om forældrene har ret til at holde forældreorlov på skift, sådan at de i realiteten holder orlov på deltid og arbejder på deltid, eller om det kræver en aftale med arbejdsgiver, hvis man vil dele orloven op i mange bidder.

Højesteret har nu slået fast, at det ikke kræver arbejdsgivers samtykke.

I 2005 var Østre Landsret nået frem til det modsatte resultat, men et flertal på 4 ud af 7 højesteretsdommere var ikke enige med landsretten.

Højesteretsdommen

Den konkrete sag drejede sig om adoptionsorlov. Begge forældre ville holde orlov på fuld tid de første 4 uger efter modtagelsen af barnet. Herefter ville faren holde orlov hver mandag og tirsdag i 52 uger, mens moren i samme periode ville holde orlov hver onsdag, torsdag og fredag.

Farens arbejdsgiver kunne ikke acceptere ønsket om orlov på deltid. Da retsstillingen var uafklaret ville arbejdsgiver dog acceptere, at faren afviklede orlov som varslet, indtil der forelå en domstolsafgørelse.

Højesterets flertal fandt, at faren havde ret til at afvikle orlov som varslet.

Flertallet fandt, at den byrde, som arbejdsgiver blev pålagt, var en konsekvens, som lovgiver havde været opmærksom på.

Dommens rækkevidde

Højesterets flertal udtaler i dommen, at man ikke har taget stilling til, om der kan vælges fravær i kortere eller mindre regelmæssige perioder end i den pådømte sag. Udgangspunktet må imidlertid være, at forældrene kan opdele orloven, som de ønsker, men at opdelingen kan blive så byrdefuld for arbejdsgiver, at den efter en konkret vurdering ikke skal tåles af arbejdsgiver.

Selvom dommen vedrørte adoption, er der ingen tvivl om, at også forældre til biologiske børn har ret til at dele forældreorloven op i mindre bidder med den konsekvens, at de i realiteten arbejder på deltid.

Anbefaling til medlemmerne

Inden 8 uger efter fødslen (eller modtagelsen af barnet ved adoption) skal forældre varsle hvordan de vil afvikle orlov. Det er Djøfs anbefaling, at forældrene laver en samlet plan, som afleveres til begge forældres arbejdspladser i god tid inden fristens udløb, og at de samtidig meddeler, at de forventer at få besked i rimelig tid inden fristens udløb, hvis arbejdsgiver har bemærkninger til planen.

Kan arbejdsgiver ikke acceptere planen, bør medlemmet rette henvendelse til Djøfs sekretariat.

Familieministeren varsler undersøgelse

I kølvandet på dommen har Familieminister Carina Christensen bebudet, at det i efteråret 2007 vil blive undersøgt, hvordan den fleksible orlov virker i praksis, og i den forbindelse vil man også undersøge, om det er udbredt, at arbejdsgivere har problemer med, at forældrene ønsker at tilrettelægge orloven meget fleksibelt.
 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op