Vundet sag om skriftlig advarsel

Af: Maria Hollænder Larsen

I november 2006 vandt djøf en afskedigelsesnævnssag mod københavns kommune. Der var ikke givet en skriftlig advarsel forud for afskedigelsen!


Djøf repræsenterede i sagen et medlem, som var blevet opsagt fra kommunen på grund af samarbejdsvanskeligheder samt problemer med at møde til tiden. Djøf gjorde under sagen gældende, at opsigelsen var usaglig, fordi Djøfs medlem ikke havde haft mulighed for at rette op på de forhold, som begrundede opsigelsen.

Undervejs i ansættelsesforholdet var der blevet givet Djøfs medlem en række skriftlige og mundtlige påtaler, men det var aldrig blevet gjort klart fra ledelsens side, at man så med så stor alvor på kritikken, at vort medlem risikerede afsked.

Samtidig erkendte kommunen under sagen også, at Djøfs medlem ikke var eneansvarlig for en del af de påtalte samarbejdsvanskeligheder, og at løsningen af disse derfor krævede en fælles indsats.

Djøf gjorde gældende, at kommunen forud for opsigelsen af vort medlem burde have sørget for, at det stod klart, at hvis ikke der blev rettet op på de kritiserede forhold, så ville det føre til en opsigelse fra kommunens side. Dette kunne være sket i form af en skriftlig advarsel, hvilket kommunens egen personalepolitik i øvrigt også anbefaler.

Djøf fik medhold i, at afskedigelsen af vort medlem var usaglig, fordi der ikke forud for opsigelsen var givet en udtrykkelig advarsel om de forhold, der begrundede opsigelsen.

Medlemmet blev således tildelt en godtgørelse for usaglig afskedigelse. Dog blev godtgørelsen udmålt under hensyn til, at medlemmet havde udvist en vis egen skyld ved at sidde de omtalte påtaler overhørig.
 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op