Den offentlige sektor får meget svært ved at rekruttere folk nok i fremtiden. I løbet af 10 år går hver fjerde offentligt ansatte på pension. Samtidigt træder de små 1980'er-årgange ind på arbejdsmarkedet. Årgange, som hver er 20.000 mennesker mindre end de årgange, som pensioneres.
Det kan blive svært at finde kvalificeret personale nok til at besætte alle poster.
Derfor har regeringen da også lanceret en kvalitetsreform, som i tide skal forsøge at ruste stat, regioner og kommuner til kampen om arbejdskraften.
Men de små årgange bliver måske ikke det største problem for de offentlige arbejdsgivere. I hvert fald ikke det eneste problem. For nye beregninger viser, at unge under uddannelse opfatter den private sektor som langt mere attraktiv end den offentlige sektor - på alle områder. Størst forskel er der på lønnen, som opfattes meget negativt i det offentlige og meget positivt i det private.
Men også når det gælder image, jobindhold og udviklingsmuligheder opfatter de unge den private sektor som langt mere attraktiv.
Det er ellers områder, hvor den offentlige sektor traditionelt har ment at stå godt.
Men de unge er ikke enige, som det ses af figuren. Det øger den i forvejen voldsomme rekrutteringsudfordring, som det offentlige står overfor.
For de unge er så få, at de selv vil kunne vælge.
Det var den dårlige nyhed. Den gode nyhed er, at de unges holdninger kan bevæges. Hvis unges kritik - lav løn og dårligt image - tages alvorligt i tide.
For lønnen er lavere i den offentlige sektor. Nyuddannede djøfere tjener 5.000 kr. mindre om måneden i det offentlige end i det private. Derfor skal lønnen i den offentlige sektor gøres konkurrencedygtig. Det kan passende ske ved overenskomstfornyelsen i 2008. Og lønnen skal gives på en tidssvarende måde, der er tilpasset individuelt indstillede unges krav.
Det betyder, at arbejdsgiverne i løbet af overenskomstperioden skal blive langt bedre til at bruge NY LØN offensivt gennem hyppigere og større tillæg for funktioner, kvalifikationer og resultater.
For vi djøferne vil gerne måles på gode resultater. Og belønnes derefter. Vi vil derfor holde de offentlige arbejdsgivere fast på, at den offentlige sektor skal gå offensivt ind i kampen om arbejdskraften. Både ved overenskomstfornyelsen og i løbet af overenskomstperioden.