Djøfs sekretariat ønsker at bistå med at etablere klubber og få valgt tillidsrepræsentanter i de nye offentlige enheder efter den 1. januar 2007.
Det er afgørende for de mange processer, der er eller skal i gang, og især for de beslutninger, der skal træffes i de nye organisationer, at der er lokal repræsentation, tillidsrepræsentanter, på arbejdspladserne til at tale Djøfernes sag.
For at hjælpe processen på vej vil Djøf iværksætte forskellige aktiviteter i den resterende del af 2006 og begyndelsen af 2007.
Tillidsrepræsentantsitet på Djøfs hjemmeside vil blive udbygget med bl.a. gode råd omkring klubdannelse og valg af tillidsrepræsentant. Se siden ved at klikke på linket i boksen til højre.
Derudover vil sekretariatet tage ud til bla. de nye arbejdspladser, hvor der ikke er tillidsrepræsentant, og afholde gå-hjem-møder for Djøferne, såfremt der er et lokalt ønske. På møderne vil Djøf medbringe forskelligt materiale om løn og karriere samt klubdannelse.
Møderne vil vare mellem 2 og 3 timer og kan lægges på det tidspunkt af dagen, hvor I finder det belejligt.
Vi vil også gerne bistå de af jer, der allerede er i gang med at forberede valg af tillidsrepræsentant og klubdannelse på de nye arbejdspladser.
Såfremt I allerede nu er kommet så langt på jeres nye arbejdsplads, at I ønsker rådgivning om klubdannelse, valg af TR eller ønsker Djøf til stede ved et klubmøde, er I meget velkomne til at ringe til Djøfs Reformtelefon på 70 10 00 25.