Integrations- og oplæringsstillinger

Af: Lisbeth Færch

Nye aftaler om integrations- og oplæringsstillinger i stat, amter og kommuner. Læs her om de nye muligheder og vilkår, som følger med integrationsstillingerne


Der er nu for hele det offentlige arbejdsmarked indgået aftaler om oprettelse af integrations- og oplæringsstillinger.

Der er tale om et ansættelsesforhold, hvor medarbejderen maksimalt arbejder i 80% af arbejdstiden og at den resterende tid bruges på oplæring- og opkvalificering.

Det er formålet med aftalerne at åbne arbejdsmarkedet for personer, som på grund af sprogvanskeligheder eller manglende faglige kompetencer har vanskeligt ved at få ansættelse på sædvanlige vilkår.

Der er ikke knyttet nogen form for offentligt tilskud til lønnen.

Aftalerne
Aftalen om integrations- og oplæringsstillinger blev på det statslige område allerede indgået i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2005. Aftalen trådte i kraft den 27. juni 2005. Dertil har Personalestyrelsen og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) udarbejdet en fælles vejledning.

KL, Amtsrådsforeningen og KTO har med virkning fra 1. april 2006 også indgået en aftale om integrations- og oplæringsstillinger. Parterne har i september 2006 udarbejdet en fælles vejledning.

De to aftaler om integrations- og oplæringsstillinger er ikke helt identiske.

Målgruppe
Aftalerne har begge defineret en række hovedmålgrupper.

For medarbejdere med en akademisk baggrund, vil målgruppen være indvandrere med begrænsede sprogkundskaber, som har en længerevarende uddannelse fra hjemlandet.

Løn- og ansættelsesvilkår
Den ansatte arbejder i gennemsnit 80% af 37 timer om ugen. De resterende 20% af arbejdstiden skal bruges til oplæring og opkvalificering.

På det statslige område kan der kun ske ansættelse på fuld tid, hvorimod der på det kommunale område kan etableres deltidsansættelse på mindst 30 timer om ugen.

De ansatte aflønnes med 80% af den overenskomstmæssige begyndelsesløn.

I den statslige aftale er lønnen excl. centralt aftalte rådighedstillæg, men med mulighed for at aftale kvalifikations- og funktionstillæg.

Efter den kommunale aftale omfatter lønnen rådighedstillægget og eventuelle tillæg efter lokale forhåndsaftaler.

Der indbetales overenskomstmæssig pension af lønnen.

Medarbejdere, som ansættes i integrations- og oplæringsstillingerne, er omfattet af de øvrige vilkår, som følger af overenskomsten.

Ansættelsen i en integrations- og oplæringsstilling kan maksimalt vare 1 år.

For ansættelser inden for amter og kommuner overgår medarbejderen til ansættelse på ordinære løn- og ansættelsesvilkår, når oplæringsperioden er udløbet.

Den konkrete ansættelse skal altid aftales med tillidsrepræsentanten.

Oplæring og opkvalificering
Arbejdsgiveren skal sørge for den relevante oplæring. Aftalerne indeholder ikke krav til formen for opkvalificering.

Der kan være tale om både ekstern og intern uddannelse, sprogundervisning, sidemandsoplæring, føl- og mentorordning mv.

Der skal udarbejdes en udviklingsplan for medarbejderen, som skal indeholde mål for oplæringen, beskrivelse af aktiviteternes varighed, omfang og indhold samt opfølgning i forhold til beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder.

Udviklingsplanen drøftes med tillidsrepræsentanten.

Drøftelser om integrations- og oplæringsstillinger i samarbejdsorganisationerne
Det fremgår af den (amts)kommunale aftale, at de overordnede retningslinier, rammer og principper skal drøftes i det øverste medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg.

Har arbejdspladsen et samarbejdsudvalg, kan retningslinier drøftes i dette forum, ligesom der kan ske en drøftelse mellem ledelse og medarbejdere.

Inden for statens område drøftes rammer og principper for etablering af oplæringsforløb i samarbejdsudvalget på arbejdspladsen.

Du kan finde aftalerne om integrations- og oplæringsstillinger ved at klikke på linket til højre.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op