Djøfs ønsker til reformen
Djøf satte sig fire klare målsætninger til, hvad vi gerne ville have ud af kontakten til Christiansborg og dermed med i lovene.
1: Jobgaranti
Sikre at alle tilbydes et job i den nye organisation.
Hvad blev resultatet
Alle medarbejdere flytter med opgaverne over i den nye struktur og er ved overgangen til den nye struktur sikret job. Arbejdsgiverne på det statslige område skal tage initiativ til at etablere tryghedsaftaler og regeringen og forligspartierne har opfordret de kommunale arbejdsgivere til at gøre det samme.
2: Løngaranti
Sikre medarbejdernes løn efter overflytning til en ny arbejdsgiver, hvor andre overenskomster og regler er gældende.
Hvad blev resultatet
Overenskomst 2005 sikrer, at ingen går ned i løn som følge af strukturreformen i overenskomstperioden fra 2005 til 2008. Det gælder både tjenestemænd og overenskomstansatte.
Læs mere om løn- og jobgarantien på vores hjemmeside under strukturreformen ved at klikke på linket i boksen til højre.
3: Åben proces
Det er vigtigt for Djøf, at reformprocessen foregår i en åben proces. Djøf kritiserede regeringens indledende forslag om, at forvaltningsloven ikke skulle gælde i reformprocessen, så ansattes høringsret ved overflytning forsvandt.
Samtidig var der lagt op til, at tillidsrepræsentanter fik skærpet tavshedspligt og dermed ikke kunne informere ansatte om, hvilke planer der blev lagt for deres ansættelse.
Hvad blev resultatet
Forvaltningsloven suspenderes formelt - men arbejdsgiver skal informere om, hvor den pågældende tænkes indplaceret i den nye struktur.
Derudover får medarbejderen mulighed for at kommentere og komme med supplerende oplysninger - der er reelt tale om en høringsret.
Det endelige forlig medførte også, at tillidsrepræsentanter ikke pålægges tavshedspligt.
4: Kompetenceudvikling
Sikre tilstrækkelige midler til kompetenceudvikling.
Hvad blev resultatet
Der er ikke med reformen sat ekstra midler af.
Djøf har synliggjort behovet for midler til kompetenceudvikling, bla. ved at synliggøre behovet overfor kommunaludvalget. Djøf fortsætter med at påvirke arbejdsgivere til at prioritere området.
Se i øvrigt mere om kompetence- og kompetenceafklaring på linket i højre side.