Ret til ferie
Efter ferielovens bestemmelser har du ret til 5 ugers ferie om året. De 5 uger kan opdeles i hovedferien (3 uger) og restferien (2 uger). Hovedferien skal afholdes i perioden 1. maj til 30. september og du har ret til at afholde de 3 uger i sammenhæng. Dette kan fraviges, men kun ved en fælles aftale medarbejderen og arbejdsgiveren imellem.
Placering og varsler
Med hensyn til placering af ferien skal du og din arbejdsgiver aftale, hvornår ferien skal afholdes. Arbejdsgiveren skal som udgangspunkt efterkomme dine ønsker, medmindre driftsmæssige hensyn forhindrer opfyldelse af disse ønsker.
Arbejdsgiveren kan varsle afholdelse af ferie overfor dig. Der gælder et minimumsvarsel på 3 måneder, før hovedferien påbegyndes og et minimumsvarsel på 1 måned før restferien påbegyndes.
Ændring af ferie
Når ferien er fastlagt, kan ferietidspunktet som udgangspunkt ikke ændres - hverken af ledelsen eller medarbejderen.
Hvis ganske særlige omstændigheder gør det nødvendigt, kan ledelsen dog omlægge en allerede planlagt eller påbegyndt ferie.
Der skal være tale om væsentlige driftsmæssige hensyn, den opståede situation skal være upåregnelig/uforudsigelig og det skal være nødvendigt, at ferien omlægges for netop denne medarbejder. Det er normalt ikke tilstrækkeligt, at der f.eks. er sygdom blandt de tilbageværende medarbejdere.
Sker omlægningen med kortere varsel end de sædvanlige 3 måneder for hovedferien og 1 måned for restferien og før den planlagte ferie er påbegyndt, får medarbejderen 1,8 timers betalt frihed for hver feriedag, der omlægges.
Sker omlægningen efter ferien er påbegyndt, udgør kompensationen 3,6 timers betalt frihed for hver feriedag, der omlægges.
Dog skal du være opmærksom på, at som (amts)kommunalt ansat får du ikke en særlig kompensation ved flytning af planlagt ferie. Din arbejdsgiver kan dog ikke afbryde en allerede påbegyndt ferie.
Medfører omlægningen udgifter for medarbejderen - f.eks. afbestilling af rejse - skal ledelsen holde den pågældende skadesløs efter almindelige erstatningsretslige principper.
Særlige feriedage kan omlægges under de samme principper og på samme vilkår som almindelige feriedage.
Udbetaling af uhævede feriepenge
Du kan få udbetalt feriepenge, der endnu ikke er udbetalt inden ferieårets udløb (de såkaldt uhævede feriepenge).
Uhævede feriepenge under 1.500 kr.
Hvis beløbet udgør under 1.500 kr. bliver de automatisk udbetalt, idet arbejdsgiver/feriekortadmini-strator eller feriekonto under visse betingelser skal udbetale beløbet til dig.
Uhævede feriepenge i øvrigt efter de nye regler
Ved at indsende en blanket til den, der skal udbetale feriepengene, kan du få beløbet udbetalt, uden at din arbejdsgiver skal attestere dit feriebevis. Dette kan lade sig gøre i 3 situationer:
Hvis beløbet udgør højst 3.000 kr. efter fradrag af skat mv., kan du søge om at få beløbet udbetalt, hvis beløbet vedrører ferie, som er afholdt i ferieåret.
Hvis beløbet vedrører ferie, som stammer fra den 5. ferieuge, kan du søge om at få beløbet udbetalt uanset beløbets størrelse.
Hvis beløbet vedrører ferie, som stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieårets udløb, kan du søge om at få beløbet udbetalt uanset beløbets størrelse.
Uhævede feriepenge efter ferielovens alm. regler
Hvis ferien er afholdt i ferieåret og du dokumenterer dette, kan de uhævede feriepenge fortsat kræves udbetalt uanset beløbets størrelse.
Det kræver dog, at arbejdsgiveren skal attestere feriekortet eller feriekontobeviset.
Ved at klikke på linket Feriekonto i højre side kan du checke, om du har feriepenge til gode, der skulle have været udbetalt.
Yderligere information om ferie findes på vores hjemmeside - klik på linket Ferie - eller på Arbejdsdirektoratets hjemmeside. Se link i højre side.
Du er også altid velkommen til at kontakte din konsulent i Djøf.