I orkanens øje...

Strukturreformen har ramt amterne hårdt. Det smitter af på Amtsrådsforeningen (ARF). Lige siden strukturkommissionen blev nedsat i 2002, har amternes fremtid været usikker. Da regeringen og Dansk Folkeparti i juni 2004 underskrev aftalen om den fremtidige offentlige struktur stod det klart, at amterne ingen fremtid har. De nye regioner skal løse væsentlig færre opgaver end amterne. Opgaverne spredes især til kommuner og staten.

Katrine Stokholm er tillidsrepræsentant for 80 Djøfere i ARF.

Hun siger: 'I starten var der ingen, der for alvor troede på, at Regeringen ville gennemføre en strukturreform med støtte fra Dansk Folkeparti alene.

Selvom det tidligt stod klart, at amterne under alle omstændigheder ville blive afløst af færre regioner, havde ingen forestillet sig, at regionerne i den grad ville blive slanket for opgaver og handlemuligheder. Men desværre tog vi fejl.'

'Det er klart, at situationen skaber en stor usikkerhed blandt de ansatte. Og jeg er helt sikker på at sygefraværet er højere end det plejer at være', siger Katrine Stokholm. 'Selvom det er sandsynligt, at de nye regioner ønsker en forening, får en ny regionsforening helt andre betingelser end ARF i dag. Samtidig er der det problem, at det ikke er muligt at afklare rammerne for en Regionsforening, før de nye politikere er valgt og skal træffe den formelle beslutning', siger Katrine Stokholm. 'Om det overhovedet er realistisk at få en regionsforening til at opstå som fugl Føniks af ARFs aske bliver derfor først afklaret endeligt i foråret 2006.'

Omstillingsprocessen

Lige siden aftalen om strukturreform blev indgået i juni 2004 har medarbejderne presset på for at få en afklaring om en proces frem mod en ny forening.

'Efter sommerferien stod det klart, at vi blev nødt til at forholde os til, hvordan man ville håndtere usikkerheden og en eventuel reduktion af ARF', siger Katrine Stokholm. 'Desværre blev ledelsen ved med at pege på, at man skulle afvente den politiske proces og at det var for tidligt at lave tidsplaner for omstillingsprocessen. Det er ærgerligt at de ikke lyttede til os. Det umiddelbare resultat var, at vi mistede værdifuld tid i den periode. Men det værste var, at ledelsen afskrev sig mulighed for at skabe ejerskab til processen i organisationen.'

50 stillinger er væk

I løbet af efteråret 2004 skitserer ledelsen planerne for en ny regionsforening.

'Reaktionen på ledelsens meddelelse var først afdæmpet', siger Katrine Stokholm. 'Den nye regionsforening skulle først begynde arbejdet 1. januar 2007, så der var lang til tid.'

I januar 2005 hiver ledelsen så en ny skitse til ny organisation frem. Nu står det klart, at hvis der bliver en forening, vil omkring 50 personer svarende til 25 % af medarbejderne skulle finde anden beskæftigelse. Problemet er ikke skitsen. Der er mange fornuftige og visionære betragtninger om en fremtidig forening.

Men i forhold til processen er Katrine Stokholm ikke imponeret.

'Plan og proces skal følges ad", siger Katrine Stokholm. 'Melder man ud, at der skal ske reduktioner rejser det omgående spørgsmål til processen. Hvornår finder afskedigelser sted? Hvad man vil gøre for dem, der bliver fyret? De spørgsmål bør man som ledelse have et svar på. Ellers mister man troværdigheden i omstillingsprocessen.'

Prikkerunde

'Vi fik i dialog med ledelsen præsenteret et udmærket skema, som medarbejderne selv kunne bruge til at beskrive deres kvalifikationer. Der var bare en fornemmelse af, at beslutningen var truffet på forhånd og man ingen indflydelse havde på den. De rygter er svære at aflive.'

Efter lange forhandlinger er det nu aftalt, at afskedigelser i ARF først bliver fra 1. februar 2006 og alle berørte vil blive tilbudt outplacement bistand fra marts 2005. 

'Den nye plan er fornuftig', vurderer Katrine Stokholm. 'Den skulle bare have været klar i efteråret og vi mangler stadig at få svar på en række spørgsmål.'

Ingen flygter

Det er overraskende, at organisationen synes alt er roligt, selvom usikkerheden er stor. Det er som om, at medarbejderne tager en dag ad gangen. Men mere overraskende er det, at personaleomsætningen faktisk har været lavere de to sidste år end sædvanligt.

Katrine Stokholm undrer sig.

'Der er tale om stor loyalitet og engagement, særligt der hvor amterne har mistet opgaver: socialområdet, miljøområdet og uddannelsesområdet. Samtidig er der på trods af de sidste års erfaringer fortsat en vis naiv tro på, at det gode argument sejrer til sidst. Så det er formentlig en kombination af mærkværdig optimisme, fornægtelse, loyalitet og vilje til at kæmpe for amternes sag til sidste mand. Men det hører med til historien, at ARF på mange måder er en god arbejdsplads', tilføjer hun.

TR i en brydningstid

'Som tillidsrepræsentant befinder man sig i orkanens øje', siger Katrine Stokholm. "I meget lang tid har der været usikkerhed om ARF. Og det tærer på kræfterne hos alle.'

'Men det værste bliver når fyringerne meldes ud. Ledelsen uddanner alle cheferne til 'den vanskelige samtale'. Det er prisværdigt. Men man mener ikke der er behov for at ruste tillidsfolkene', siger Katrine Stokholm. 'Det er svært at forstå, men illustrerer desværre ledelsens manglende forståelse for, hvad tillidsrepræsentanters opgaver kan være i en omstillingsproces.'

'Det ville klæde ledelsen, hvis den udviste forståelse og sagde de ting højt, der burde være helt oplagte. Det er f.eks. helt gratis at sige, at man synes, man har nogle dygtige medarbejdere og at man er ked af, at man bliver nødt til at afskedige dem, og at man vil gøre hvad man kan for at hjælpe dem.'

Hvordan klares presset

'Først og fremmest er det vigtigt for mig at have nogen at dele ansvaret med', siger Katrine Stokholm. 'Der skal tages mange beslutninger og jeg er løbende bekymret over, om jeg gør det godt nok.'

'Der er to ting, der er helt centrale', vurderer Katrine Stokholm. 'Først og fremmest skal man have en fortrolig, som man kan sparre med.'

'For det andet er det vigtigt at have en bestyrelse med en håndfuld medlemmer, der kan være med til at sikre en bred forankring i organisationen. Det giver styrke, når man tager beslutninger eller vælger strategier.'

'Det er oplagt at sige det, men alligevel vil jeg minde om, at eksternt kan og skal man jo dele ansvaret med Djøf. Djøfs Reformsekretariat er jo ikke fedtet ind i forholdene på arbejdspladsen, men kan nøgternt rådgive om, hvordan man bedst varetager Djøfernes interesser', slutter Katrine Stokholm. 'Det er vigtigt at få det overordnede perspektiv udefra og have en løbende dialog.'