Brevkassen

Af: Steffen Schmidt

Redigeret indlæg fra vores medlem Annie Bach Hansen. Klik på linket i boksen til højre og find det originale spørgsmål og svar. Her kan du også tilmelde dig Djøfs nyhedsmail


Hej Djøf

Jeg kan på ToldSkats fusionsside se, at der i debatten er nævnt, at man som statsansat Djøfer skal udfylde sin rådighedsforpligtigelse med 10 timer om måneden, før man kan optjene timer på sin flex. Som kommunalt ansat Djøfer har jeg kunnet optjene flex efter time-for-time princippet, altså er der ikke stillet krav om først at arbejde i de såkaldte rådighedstimer.

Hvordan kan jeg forvente, at det kommer til at se ud efter den 1. juli? Kan jeg - på trods af at vi er blevet lovet, at vores arbejdsvilkår ikke vil blive dårligere - risikere, at jeg nu skal til at arbejde 10 timer 'gratis' (jeg ved selvfølgelig godt, at jeg får mit rådighedstillæg som altid) om måneden?

Er det noget, som Djøf vil tage med i de kommende overenskomstforhandlinger - både de generelle og de specifikke områder i forbindelse med fusionen?

MVH Anni Bach Hansen

Kære Anni Bach Hansen

Tak for din mail. Djøf er opmærksom på, at man ved overgang til staten risikerer at få forringet sine ansættelsesvilkår bl.a. med baggrund i forskellen i praksis vedr. flex og rådighedstillæg.

På www.djoef.dk/strukturreform under "Det mener Djøf..." kan du læse, hvordan vi i vores høringssvar vedr. lovpakken på skatteområdet har taget spørgsmålet om sikring af ansættelsesvilkårene op over for skatteministeren.

Da du bliver omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven ved overgangen til statslig ansættelse betyder det, at dine nuværende ansættelsesvilkår i princippet fortsætter uændret i perioden, indtil den kommunale overenskomst udløber. Dette vil formentlig ske den 31.3.2008, men det afhænger af, hvor lang en overenskomstperiode der bliver aftalt her i foråret. Den vil givetvis blive 3 år, dvs. frem til 31.3.2008.

At dine ansættelsesvilkår fortsætter uændret betyder, at din nye arbejdsgiver skal respektere de ansættelsesvilkår, du har på nuværende tidspunkt, men at den nye arbejdsgiver kan gennemføre de samme ændringer, som din nuværende arbejdsgiver ville kunne.

Man skal derfor se på, med hvilket varsel din nuværende arbejdsgiver ville kunne opsige jeres flexaftale.

Det kan kun vurderes helt konkret ud fra en fortolkning af netop den flexaftale, som du er omfattet af, og jeg kan derfor ikke give dig et helt klart svar uden den.

Jeg vurderer dog, at en ændring af dine flexrettigheder vil være en væsentlig ændring af dit ansættelsesforhold, hvilket betyder, at ændringen under alle omstændigheder tidligst kan træde i kraft, når det er blevet varslet med dit personlige opsigelsesvarsel - eller evt. først med udløbet af den kommende overenskomstperiode (ca. 31.3.2008).

Da de nuværende regler ikke giver dig og alle andre medlemmer i samme situation en tilstrækkelig beskyttelse, arbejder Djøf for, at kommunale medarbejdere ved overgang til statslig ansættelse skal bevare deres løn- og ansættelsesvilkår uændret også efter det tidspunkt, hvor virksomhedsoverdragelsesloven giver en vis beskyttelse.

Flexaftaler indgås imidlertid sædvanligvis på de enkelte arbejdspladser. Ud over Djøfs generelle arbejde for at sikre, at løn- og ansættelsesvilkår ikke forringes ved overgangen, har man mulighed for på den enkelte arbejdsplads at tage fat på problemstillingen.

Ved dannelsen af den nye statslige skatteforvaltning er det Djøfs holdning, at man fx. skal lave en ny fælles personalepolitik, ligesom det vil være naturligt at lave en ny fælles flexaftale og ikke bare videreføre eksisterende aftaler fra Told og Skat. Man vil derfor muligvis kunne bruge de bedre kommunale vilkår som en løftestang i forhold til at få nye og bedre flexregler. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, vil det nok være en fordel at lade det være arbejdsgiverens problem, at der kommer til at eksistere forskellige flexregler for forskellige ansatte.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op