Strukturreform

Af: Søren Burcharth

Strukturreformen er for længst forhandlet på plads på Christiansborg, men nu kommer det virkelige arbejde.


På de mange arbejdspladser i amter og kommuner spiller Djøferne en central rolle, fordi vi ofte beskæftiger os med strukturer, planlægning og de overordnede arbejdsgange. Men særligt er medarbejderinddragelse, åben dialog og ro vigtige ingredienser for medarbejdernes medspil og en succesfuld gennemførelse af reformen.

Arbejdsroen kommer kun, hvis medarbejderne ikke har en konstant fyringstrussel hængende over hovedet. Det har vi i Djøf presset på for at gøre regeringen klart. Derfor er vi meget tilfredse med, at Statsministeren og Beskæftigelsesministeren har lovet, at ingen vil blive fyret i forbindelse med reformen. Djøf agter at holde regeringen fast på løftet.

Herudover arbejder vi for, at tillidsrepræsentanter og medlemmer på de berørte arbejdspladser får så megen information som muligt. Kravet er først og fremmest rettet mod arbejdsgiverne.

Men Djøf har også en vigtig opgave at bidrage med.

Derfor er vi i færd med at etablere et reformsekretariat i Djøf med fire ekstra medarbejdere.

Reformsekretariatet skal være tillidsrepræsentanternes og medlemmernes fremskudte indgang til alle hånde rådgivning og spørgsmål, som reformen naturligt vil rejse for mange Djøfere.

Samtidig opfordrer Djøf arbejdsgiverne til at komme i gang med processen.

Det er fastlagt, hvordan opgaverne skal fordeles, så nu må amter, kommuner og regeringen hurtigst muligt i gang med at få skrevet den konkrete drejebog for, hvordan medarbejderne flyttes. Og sørge for, at det sker i et fornuftigt tempo, hvor reformen ikke tabes på gulvet i hastværk. Djøf har presset på for, at reformen ikke forceres.

Regeringen havde oprindeligt lagt op til, at de almene gymnasier, HF og VUC allerede fra august 2005 skulle overføres til staten.

Det tegner dog til, at overgangen til selvejende statslige institutioner først sker den 1. januar 2007.

Derefter går der endnu et år, inden gymnasierne overgår til taxameter-systemet. Det giver ro for Djøfs mange medlemmer, der arbejder i amterne med den gymnasiale undervisnings-forvaltning.

Ud over et løfte om ansættelsesgaranti bør medarbejderne også sikres på anden vis.

Der skal afsættes betragtelige midler til kompetenceudvikling, afklaringsforløb og andet, som ruster de ansatte til at overtage nye opgaver og skifte job. Og det skal ske allerede nu - både i stat, amter og kommuner. Ikke først når man begynder at afgive sine opgaver eller modtage nye opgaver.

Dette krav vil Djøf møde arbejdsgiverne med, men det er vigtigt, at tillidsrepræsentanterne på de berørte arbejdspladser også går til de lokale ledelser. Kræv kompetenceudvikling, så alle er parate til de nye opgaver.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op