Små hundrede tillidsrepræsentanter havde tilmeldt sig konferencen på Statens Museum for Kunst på årets første officielle forårsdag. Temaerne for dagen var forandringer, kompetencer og employability. Hvad er det og hvordan kan man som tillidsrepræsentant arbejde med det?
Filosofien for dagen var, at deltagerne skulle arbejde efter "learning by doing" princippet samtidig med, at de skulle arbejde med målrettet erfaringsudveksling bl.a. under frokosten.
Søren Burcharth, formand for Overenskomstforeningen gav startskuddet ved at sige, at vi alle kan lære noget af Klods Hans.
Klods Hans var initiativrig, havde visioner samt mod og det gav ham prinsessen og det halve kongerige! Ved at udvise initiativ, have idéer og mod, står man bedre rustet til at håndtere den foranderlige hverdag.
Kompetenceudvikling er midlet til at nå målet, at have en høj employability.
En høj grad af employability svarer til at have en høj markedsværd eller en ansættelseskraft.
Hvis du skulle søge dit job i dag, ville du så få det? Og skulle du søge andre jobs - enten i din nuværende organisation eller i andre - ville du så være employable?
Tre workshops
Konferencen bød på 3 forskellige workshops som alle havde til formål at få deltagerne til at arbejde med deres egne kompetencer.
Forandringsworkshoppen havde fokus på de bevidste og ubevidste processer som sker i organisationer. Hvilke roller forsøger vi at tage, og hvordan bliver man en del af gruppen, fællesskabet, uden at miste egen identitet?
Kommunikationsworkshoppen fokuserede på spørgsmålene: Hvad er budskabet og hvordan sælges det? Der blev arbejdet med cases, og deltagerne lærte om kommunikationsmodeller.
Den sidste workshop var i den kreative ende. Til nogens store glæde og til andres frustration. Deltagerne skulle male sig selv som tillidsrepræsentanter, og derudover skulle de gerne "mærke efter", hvad det gjorde ved dem, at de blev stillet over for en anderledes opgave.
Kompetenceudvikling handler om at finde uudnyttede ressourcer og potentiale hos én selv. Maleopgave kunne forhåbentlig også dermed give deltagerne en oplevelse af, hvornår og hvordan de reagerer overfor nye og fremmede opgaver i deres hverdag og hvilke konsekvenser det får for både motivation og resultat, når man bevæger sig ind på ukendt terræn. Det blev til en masse flotte kunstværker, som deltagerne kunne tage med hjem.
Dog var ikke alle malerier klar til transporten sidst på dagen, men det kan stadig lade sig gøre at få sit maleri, hvis det har interesse.
Lige nu kan du læse om erfaringerne fra de forskellige workshops, finde workshopmateriale, samt den målrettede erfaringsudveksling på Djøf OnLine. Her kan du også finde dit uafhentede maleri og bede om at få det sendt hjem. Link findes nederst på siden.