Lønforhandlinger er en væsentlig del af arbejdet som tillidsrepræsentant og som konsulent i sekretariatet. For at være så godt rustet til disse forhandlinger som muligt, er det vigtigt at danne sig overblik og trække på alle de erfaringer og oplysninger, der er tilgængelige.
Systemets potentiale
I den forbindelse er der et udpræget ønske om at kunne få et sammenlignings- eller inspirationsgrundlag, som kan supplere de oplysninger, man kan få ved at benytte Overenskomstforeningens lønstatistik, der er tilgængelig på www.djoef.dk.
For at kunne løfte denne opgave, er sekretariatet i gang med at udvikle det tillægsregistreringssystem som en del af den overordnede medlemsdatabase.
Det nye system vil i fremtiden være et vigtigt redskab for sekretariatets konsulenter, men vil også kunne bruges til at forberede den enkelte tillidsrepræsentant i de konkrete forhandlingssituationer. Når systemet er opdateret med alle de tillæg, der er ydet i amterne og kommunerne, vil det således være muligt at trække en række nyttige informationer.
Tillidsrepræsentanten vil blandt andet kunne anmode om at få lister ud med de tillæg, der er givet i vedkommendes kommune/amt, men kan også bruges til at belyse, hvilke tillæg der eksempelvis ydes i nabokommunen/amtet eller på andre sammenlignelige arbejdspladser. Intentionen er således, at systemet skal være et uundværligt redskab i de mange lønforhandlinger.
"Send flere tillæg!"
Forudsætningen, for at systemet kommer til at fungere, er, at alle tillæg, som tillidsrepræsentanten forhandler på plads, sendes til Djøf.
For mange har det været en fast procedure at sende tillæggene ind, og vi har da også registreret over 1500 tillæg i basen på nuværende tidspunkt. Vi kan imidlertid også konstatere, at der mangler en del og vil derfor benytte lejligheden til at bede alle om at kigge deres mapper igennem og sende materialet ind til os.
Det gælder både nyforhandlede tillæg, men også de tillæg, der er forhandlet for noget tid siden - mottoet bør være: "hellere en for meget end en for lidt".
Indberetninger kan foretages enten på Djøf Online (link nederst på siden) eller du kan sende det med posten til Djøf, Gothersgade 133, Postboks 2126, 1015 København K, att. Martin Olsgaard.
Er der spørgsmål til, hvordan registreringer foregår, eller hvilke muligheder det nye system åbner for, er du yderst velkommen til at kontakte Martin Olsgaard på telefon 33 95 95 55 eller via mail på mao@djoef.dk