Kære Djøf
Her i styrelsen blev vi for over et år siden ramt hårdt af regeringens nedskæringer og ledelsen måtte derfor afskedige en hel del medarbejdere.
Nu er situationen imidlertid vendt, da den naturlige afgang har været større i det seneste år, end ledelsen forventede.
Samtidig har styrelsen fået tilført ekstra midler på finansloven, som efter ledelsens mening kan dække frem til udløbet af 2005. Der er derfor ansat 12 nye medarbejdere på midlertidige kontrakter, som udløber i december 2005. De nye medarbejdere løser samme arbejdsopgaver som vi andre sagsbehandlere.
Er det så helt lovligt at ansætte dem midlertidigt?
Med venlig hilsen
Tillidsrepræsentanten
_______________________________________________________________________________
Kære tillidsrepræsentant
Virkningen af en tidsbegrænset ansættelse er, at ansættelsen ophører automatisk, når det nærmere fastsatte tidsrum udløber.
Såfremt ansættelsen ikke er tidsbegrænset, ophører den først ved den ansattes egen opsigelse eller, hvis ledelsen vælger at afskedige den ansatte.
Afskedigelsen sker så efter funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel og ved arbejdsgiverens opsigelse under overholdelse af lovens krav til saglighed.
Reglerne kan ikke fraviges gennem brug af tidsbegrænsede ansættelser, såfremt tidsbegrænsningen ikke i øvrigt kan begrundes sagligt, da det vil være omgåelse af funktionærloven.
Det kan være, at din ledelse forudser en forværring af økonomien i 2006, men dette kan ikke alene berettige til brug af midlertidige ansættelser.
Ledelsen må i givet fald vente til slutningen af 2005, hvor den økonomiske situation så kan betragtes og man må her vurdere, om eventuelle afskedigelser er nødvendige.
En saglig begrundelse for at vælge at ansætte medarbejdere tidsbegrænset kan derimod være, at styrelsen på finansloven har modtaget en afgrænset sum penge til at løse en bestemt opgave, som kræver ansættelse af yderligere arbejdskraft i en kortere periode.
Du bør derfor spørge nærmere ind til begrundelsen for at ansætte midlertidigt i hvert enkelt tilfælde og hvis ledelsen ikke har en saglig begrundelse, bør du forlange, at medarbejderen bliver ansat uden tidsbegrænsning. Hvis det ikke hjælper, må du kontakte Djøfs sekretariat.
Med venlig hilsen
Thomas Bregnegaard Knudsen