Det har ikke tidligere været prøvet ved domstolene, om en funktionær kan holdes fast på et gensidigt opsigelsesvarsel i prøvetiden på 14 dage før nu i en ny Sø- og Handelsrets dom.
Sagen drejede sig om en funktionær, der havde indgået en aftale om, at opsigelse i prøvetiden gensidigt kunne ske med 14 dages varsel til en hvilken som helst dag, dog således at fratrædelse skulle ske senest samtidig med prøvetidens udløb.
Funktionæren blev ansat den 5. marts 2001 og opsagde sit ansættelsesforhold den 30. april 2001 med én dags varsel - i overensstemmelse med opfattelse i dele af den ansættelsesretlige litteratur.
Arbejdsgiveren krævede herefter erstatning svarende til en halv måneds løn efter funktionærlovens §4 med henvisning til, at funktionæren havde tilsidesat sit opsigelsesvarsel på 14 dage. Da funktionæren afviste at betale erstatningen, anlagde arbejdsgiveren sag mod funktionæren.
Sø- og Handelsretten fastslog, at bestemmelsen i §2, stk. 6, om gensidig forlængelse af opsigelsesvarslet efter sin placering synes at relatere sig til opsigelse uden for prøvetiden.
Parterne var dermed ikke afskåret fra at indgå en aftale om et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage i prøvetiden, hvorfor aftalen ikke kunne tilsidesættes efter funktionærlovens §21.
Funktionæren blev herefter dømt til at betale en erstatning svarende til en halv måneds løn.
Sø- og Handelsrettens dom er afsagt den 25. april 2003 og efterfølgende anket til Højesteret.