Kompetenceudvikling

Af: Helle Sønderskov Sørensen

Kompetenceudvikling hvem, hvad, hvor aftaler og fonde. Her kan du finde vejledning gennem junglen af forskellige tilbud.


Ok02 og kompetencepakken i staten
I forbindelse med overenskomstforhandlingerne i staten blev der indgået en aftale om en kompetencepakke mellem Finansministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU).

Kompetencepakken består af fire aftaler:

  • Aftale om strategisk og systematisk kompetenceudvikling i statens institutioner
  • Aftale om videreførelse af statens Center for Kompetence og Kvalitetsudvikling (SCKK)
  • Aftale om Udviklings og Omstillingsfonden
  • Aftale om Kompetencefonden

Aftalerne kan findes på Personalestyrelsens hjemmeside www.personalestyrelsen.dk.

Endvidere er der aftalt en forstærket indsats inden for personaleledelse og en styrket indsats inden for arbejdsmiljøområdet.

Omdrejningspunktet i Kompetencepakken er aftalen om strategisk og systematisk kompetenceudvikling.

Samarbejdsudvalgene har en central rolle i forbindelse med kompetenceudviklingen på den enkelte arbejds-plads, bl.a. med at fastlægge en strategi med principper og retningslinier for den samlede kompetenceudviklingsindsats - herunder anvendelse af midlerne fra den nye Kompetencefond.

Aftale om strategisk og systematisk kompetenceudvikling
Formålet med aftalen er at forpligte ledelse og medarbejdere til at prioritere en øget kompetenceudvikling for alle medarbejdere.

Ved de årlige medarbejderudviklingssamtaler skal der opstilles og følges op på konkrete skriftligt og i enighed formulerede udviklingsmål for den enkelte medarbejder.

Det forudsættes, at det er en gensidig forpligtelse, at udviklingsmålene gennemføres således, at ledelsen sikrer rammer og betingelser for kompetenceudvikling og medarbejderen arbejder på at nå de beskrevne udviklingsmål.

Samarbejdsudvalget SU/MIO skal med udgangspunkt i en vurdering af arbejdspladsens strategiske mål og behov for strategisk kompetenceudvikling:

  • fastlægge principper og retningslinjer for den samlede kompetenceudviklingsindsats i institutionen - herunder anvendelse af midler fra kompetencefonden,
  • drøfte principperne for tilrettelæggelsen af en strategisk og systematisk kompetenceudvikling og behovet for iværksættelse af efteruddannelsesaktiviteter for alle medarbejdergrupper samt
  • fastlægge retningslinier for afholdelse af medarbejderudviklingssamtaler.

SU/MIO (eller et herunder nedsat udvalg) evaluerer årligt arbejdspladsens indsats for kompetenceudvikling.

Fonde mv. i staten, hvorfra der kan søges midler til kompetenceudvikling
Kompetencefonden yder støtte til længerevarende individuelle udviklingsforløb.

Kompetencefonden erstatter aftalen om statslig uddannelsesorlov med.

Det er en forudsætning for tildeling af midler fra fonden:

  • at samarbejdsudvalget på den enkelte institution har fastlagt en strategi med principper og retningslinier for den samlede kompetenceudviklingsindsats i institutionen, herunder for anvendelse af eventuelle midler fra Kompetencefonden, samt
  • at det kompetenceudviklingsforløb, som helt eller delvist finansieres af fonden, skal indgå som en del af en individuel udviklingsplan for den enkelte medarbejder.

Udviklingsforløbet skal være af mindst 1 uges varighed, men kan godt bestå af flere moduler, f.eks. 5 x 1 dag. Det er ikke et krav, at der ansættes en afløser.

SCKK (Statens Center for Kompetence og Kvalitetsudvikling) varetager den overordnede administration af fondens midler og udmelder midlerne til samtlige ministerier. Ministerierne har ansvaret for at fordele fondens midler til institutionerne på deres område og fastægger selv, under hensyntagen til aftalegrundlagets forudsætninger kriterierne for anvendelse. Ingen institution kan tildeles mindre end 20.000 kr.

I første overenskomstår kan en medarbejder højst modtage 80.000 kr. fra fonden.

Udviklings og Omstillingsfonden yder økonomisk støtte til udvikling og omstilling af statens arbejdspladser.

Fondens midler kan bruges til at finansiere konkrete udviklings- og omstillingsprojekter inden for følgende hovedkategorier:

  • Kompetenceudvikling
  • Digitalisering
  • Ledelse
  • Kvalitets- og organisationsudvikling
  • Arbejdsmiljø
  • Institutionernes sociale ansvar
  • Den hele medarbejder
  • Overtallighed

I overenskomstperioden bliver der også udbudt midler til særlige projekter inden for særlige indsatsområder:

  • Kompetenceudvikling af seniorer
  • Kvalitet i medarbejderudviklingssamtalen
  • Læringsmiljø læring på jobbet
  • Digitalisering
  • Arbejdsmiljø

Alle ansøgninger, der får støtte fra fonden, skal være godkendt af SU eller et tilsvarende udvalg. Hvis man ikke har et udvalg, skal leder og tillidsrepræsentant underskrive ansøgningen.
ELU er det statslige Efteruddannelsesudvalg for Længerevarende Uddannede og blev iværksat ved over-enskomstforhandlingerne i 1995. ELU råder over en pulje på 3 mio.kr. pr. overenskomstår.
 
ELU arbejder for udvikling af praksisnær metodeudvikling og efteruddannelsestilbud til de længerevarende uddannede i staten med særlig fokus på strategisk og systematisk kompetenceudvikling.

Ansøgninger til ELU behandles 4 gange årligt.

Kompetenceudvikling for ansatte i amter og kommuner
Som et led i overenskomstforhandlingerne på det (amts)kommunale område er der indgået "Aftale om kompetenceudvikling". Aftalen gælder for alle ansatte i amter og kommuner. Aftalen kan findes på KTO's hjemmeside www.kto.dk. Aftalen erstatter "Aftale om efteruddannelse og kompetenceudvikling" fra 1999.

Med indgåelse af aftalen er det bestemt:

  • at der årligt afholdes en drøftelse i det øverste medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg om (amts)kommunens politik på kompetenceudviklingsområdet,
  • at der opstilles udviklingsmål for den enkelte medarbejder eller for grupper af medarbejdere,
  • at der følges op på udvik-lingsmålene mindst hvert andet år samt
  • at SU/MED-udvalget skal drøfte arbejdspladsens mål og behov for kompetenceudvikling.

Drøftelser om kompetenceudvikling for alle medarbejdere kan finde sted i arbejdspladsens SU/MED-udvalg.
Drøftelser kan også sideløbende finde sted på personalemøder eller mellem tillidsrepræsentanterne og lede-ren/ledelsen.

I forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det (amts)kommunale område er der også indgået "Aftale om udviklingsmæssige aktiviteter på det personalepolitiske område".

Aftalen indeholder bl.a. principper for styring og anvendelse af de midler, der er afsat til bl.a. projekter om kompetenceudvikling.

På det primærkommunale område findes der ikke fonde og puljer som i staten, der kan søges til arbejdspladsprojekter.

Men har man en idé til et projekt, kan man f.eks. via Djøf rette henvendelse til parterne for at få dem med på idéen.

For amternes vedkommende er der indgået "Rammeaftale om personalepolitiske samarbejdsprojekter i amterne". Det fremgår heraf, at hvert amt er tildelt projektmidler for perioden 2002 - 2005 og at disse midler bl.a. kan bruges til projekter om kompetenceplanlægning og udvikling.

Det øverste medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg i det enkelte amt fungerer som den overordnede styregruppe for de personalepolitiske samarbejdsprojekter i amterne.

Statens voksenuddannelsesstøtte
SVU står for statens voksenuddannelsesstøtte og kan søges af alle, uanset ansættelsessted. SVU er støtte svarende til den højeste dagpengesats til 25-60-åriges voksenuddannelse på folkeskoleniveau, gymnasium eller videregående niveau. Man kan bl.a. få SVU til at deltage i videregående uddannelse, udbudt efter lov om Åben Uddannelse. Læs mere på hjemmesiden www.svu.dk.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op